Paketbaadfarten
(April 1818)
(April 1818)
Vinteren hviner Farvel, om Snekken Sneeflokke fyge,
Taus i dunkle Kahyt, vi see kun hvad vi forlod.
Dølgende Afskedens Qval, i Snee paa Dækket vi vanke,
Stirre mod flygtende Kyst, omfavne gyngende Mast.
Her, som i Hvalfiskens Bug, tre Døgn os Dybet kan tumle;
Ei vansmægte vi dog, om Uger Dagene blev.
Rund huusmoderlig Haand derfor omhyggelig sørged:
Tusind Smaating vi nu opdage i tætpakket Kurv.
Moroe savne vi ei, men Glæden endnu er paa Veien!
Bedst i Køien tilsidst os Bølgen luller i Drøm.
Sælsomt tykkes det mig, saa trygt paa Dybet at blunde,
Kun ved Planken adskilt fra Havets fredløse Svælg;
Oven Knagen og Larm, ved Lygten Skipperen sidder,
Seer paa Kart og Bestik, til Tid er at lodde igjen;
Nu der vendes, og flux de Slumrende vækkes af Raabet.
Hvis Majoren har Ret, vi nær var løbet paa Grund,
Tre Minutter der kun har manglet, nu maae vi ankre,
Ventende gunstig Bør, og end Trekroner vi see.
Er det de Elskedes Suk, som Snekken holder tilbage?
See vi endnu engang til Afsked fædrene Kyst?
Kom medlidende Storm, riv Afskedskalken fra Læben!
Lad os længer ei see, hvad vi ei længer kan naae!
Stormen hører os ei, og langsomt Kalken vi tømme,
Stille er Luft og Hav, vi seent hendrive for Strøm.
Ossian trøste os maa, og Klopstock Dagen forjage.
Skibsfolket Rastdag har, Koksmaten kun har ei Ro.
Tit i borgede Pelts omhyggelig Landsmand jeg priser,
Naar i kjølige Nat paa Maane og Stjerner jeg seer,
Drømmer om Dødsseilervrag, naar natlig Seiler jeg skimter,
Tænker hvor nu maaskee alene den Elskede staaer,
Og gjennem Vinduet seer paa Maanens sølverne Søile.
Som over Kalleboestrand nu bæver i rolige Nat.
Stille, huldsalige Møe! lad bitter Taaren ei rinde!
Saae paa flygtende Stavn den smilende Jomfru du ei?
Palmen har hun i Haand, med den til Kysten hun vifter:
Fred med eensomme Brud! jeg stevner til Palmernes Land.
Flygtningen havde ei Ro; men Freden skal han hjemføre,
Naar fra fremmede Land han bringer hellige Gren.
Skinner du, Danmarks Fjeld, hvidbarmede Møen, alt hisset?
End er din Krone ei grøn, end staaer du bleg i din Glands;
Stolt som Dronning dog skjøn, du kneiser balthiske Bjergmøe!
Speiler i morgenrødt Hav dit Demant-Sneediadem.
Stille vi glide forbi — skal atter mit Øie dig skue?
Rene høibarmede Møe! du Billed af Dannemarks Sjæl!
Hæver i fremmede Land sig stoltere Fjeldet i Skyen,
Skjønnere glindser vist ei jomfruelig Bjergmøe i Syd.
Kom fortryllende Luft, henriver mig fremmede Syner!
Blændes hist Øiet en Stund, her det oplades igjen!
Fro gjenhilse jeg dig, du Billed af Dannemarks Hjerte!
Tro i Flygtningens Sjæl, som Fjeld dit Minde bestaaer.
Rask glider Snekken nu frem, min Fødeøe hisset jeg øiner;
Falster, venlige Land! dig hilser din flygtende Søn.
Mangent fortryllet Slot, af Barndomsdrømme opbygget,
Hist paa lyksalig Øe forlod jeg ved Faderens Grav.
Nu jeg flyer dig forbi, for skjønnere Lande at skue —
Vil boromæisk Øe mig fryde, o Falster, som du?
Fort til Sommerens Land! Farvel alvorlige Norden!
Hvad jeg har kjærest paa Jord forsvandt i Vinter og Mulm.