For Danmarks Aasyn maa jeg høit udsige,
Hvad stille Hjertet vidner i mit Bryst:
Jeg skued intet Land paa Jorderige,
Hvor Barden hæver friere sin Røst,
Hvor meer ustandset paa sin Himmelstige
Sig Aanden nærme kan sin Længsels Kyst,
End der, hvor Danmarks Vang med grønne Strande
Sig speiler rolig i de sølvblaae Vande.
En fremmed Gjæst, gaaer Konsten over Jorden
Og søger mere Herberg her end Hjem;
Den vide Verden dog er Speilet vorden,
Hvorfra Guds Aasyns Afglands straaler frem
Henblegne let Livsfarverne mod Norden,
I Sydens Solglands Øiet søger dem;
Dog stille Livet inderligst sig rører
Hvor oftest Skyen Verdens Glands tilslører
En fredløs Fugl, skal Konsten ei hensvæve,
Hvor Kjærlighed hos stille Fromhed boer:
Vil fri en Sjæl sig paa dens Vinger hæve
Og søge Lauren over viden Jord,
Den skal i Taagen ei tilbagebæve,
Saalænge kjærlig end i høien Nord
Skjoldungens Spiir ei blot om Muldet frede
Men sig som Palme over Sjælen breder.
Naar Sagas Røst skal Jordens Konger dømme,
Hun ogsaa lytte vil til Skjaldens Sang,
Og der somhelst, hvor seen til at berømme,
Den sjælden sig til Verdens Throner svang.
Den Salvede tør ei sin Dag bortdrømme
Med Digteren; men hører han en Klang,
Som minder ham om Aandeverdnens Magter,
Paa Thronen han ei Drøm og Sang foragter.
Slig mægtig Klang min Lyre vel ei gjemmer;
Tit runged den dog sælsomt i min Haand,
Og jeg fornam heelt underfulde Stemmer,
Som taled i min Sjæl en fremmed Aand.
Hvor jeg en Gjenklang af hiin Røst fornemmer,
Der binder fast mig et usynligt Baand,
Og stædes jeg for Dannerkongens Throne,
Mig synes Røsten maa i Sang udtone.
Hil — sjunger den — hil Kongen, som ei lukker
Sit Hjerte og sin Hal for Aanderøst!
Hil Fyrstehaanden, som ei Flammen slukker,
Der brænder stille i frimodigt Bryst!
Naar Aanden under Verdensbyrden sukker,
Et Fristed finde den paa Danmarks Kyst!
Og naar de største Jordens Throner bæve,
Her tryg sig Hjertets Aandethrone hæve!