Dig elskte Folk, som rolig boer
I dunkle Nord,
Og som i kolde Vinterskygger
Med Varme Bragi Altre bygger?
Dig ofrer jeg vemodig, glad —
O! gid et værdigt — Helteqvad.
Din Yndlingslyd i fjerne Dage
Var Vaabengnye;
Men reed Valkyrien tilbage
I blodig Skye,
Sad Fædrene i Fredens Hal saa huld,
Mens Barden greb i Harpens Guld.
Og Skjalden qvad om svundne Tider,
Om Odins første, djærve Æt;
Thi herligt Livsminuttet glider,
Naar tit vi gjennemdrømme det.
Og dobbelt spændtes Kraftens Bue,
Og dobbelt ildned Modets Lue,
Naar Kæmpen fra graahærdet Old
Fremtreen i Qvadet kjæk og bold.
Saa Heltene i Graven leved
For Fædrene,
Naar deres Billeder fra Valhal svæved
Paa Sølverstrengene;
Saa lytte Nordens Sønner end med Glæde,
Naar Fædreskyggerne fremtræde.
Din Kæmpeæt, daadrige Nord!
Er skjøn og stor,
Og mangen Helt gjenkjendte du og hylded,
Som Hakons Skjald tilbagetrylled.
Men Bragas yngste, uberømte Søn
Tør end paa nordisk Viis ei Strængen spænde,
Og længe dog han ønsked det i Løn;
Thi længe alt han føled Luen brænde.
I natlig Roe han dristig Harpen slog,
Og see! — en Aand fremsvæved for hans Øye,
Den som en Fremmed gjennem Norden drog,
Den kom fra Aftens fjerne Høye;
Stolt var hans Aasyn, stolt hans Gang,
Og underlig hans Sang:
"Ved de Guders Bord
"Saae jeg Mænd fra Nord,
"De kaldte mig Broder;
"Men vil deres Moder
"Paa Sangerens Bøn
"Og kalde mig — Søn?"
Modtag da, hulde Moderland!
En fremmed Mand!
Hans Aand i Natten for mit Blik sig stilled,
Hans Træk jeg samlede i dette Billed.
Tilgiv dets Maler hvis du fandt
Hans Haand for ung, til Penselen uvant.
Og mind, at Ofret, han frembar,
Kun Afrids af en Helteskygge var!