Hvor flygted Gangergriffen hen?
Og hvor blev Prindsen med det stolte Hjerte,
Som aldrig følte Elskovs Fryd og Smerte,
Men tomt gjenlød af Verdenstummelen?
Kom, lad os paa hans Flugt ham følge!
Og see, om Hjertet ligedan mon slaae
I Ætheren og nær de Stjerner smaa,
Som nedenfor paa Hverdagsstrømmens Bølge.
Bag Skyerne sig Fuglen svang,
Forgjæves søgte Han den at nedtvinge:
Kapsunen brast, — og fort med stærken Vinge
Det ædle Dyr steg uden Lov og Tvang.
Og da han svimmel fra det Høye
Ned i det dybe Luftrum saae,
Da Jorden som en Tue for ham laae,
Og Mennesker blev Myrer for hans Øye.
Tilsidst det mindste Spoer forsvandt
Af Jorden med dens Glands og Kongedømmer,
Lyksalig han blandt bedre Verdner drømmer,
Og føler første Gang, at hint var Tant;
Thi nu han det Forgiængelige skued
Fra rette Synspunkt — nær der Evige:
Klart over ham henrulled Verdnerne,
Og evig Kjærlighed i Barmen lued.
Han saae de store Kloders Kæmpegang,
Han hørte Engle om Guds Throne sjunge,
Og Baandet brast, som fordum bandt hans Tunge:
Han vældig ud i Universet sang.
Nu sagteligen Fuglen daled,
— Og svæved atter ned mod Jorderig;
Men Helten bragde Himlen ned med sig:
Et himmelsk Billed i hans Sjæl stod malet.
Den samme Jord, han kold og tom forlod,
Han varm og elskovsfuld paa ny sig nærmed,
Og i ukjendte Følelser han sværmed;
Thi Livets Gaade dunkelt han forstod.
Han saae, at hvad han hidtil eftertragted,
Var usle, tomme Gjøglebilleder,
Og at kun det paa Jorden havde Værd,
Som Sjælen ikke over den foragted.
Han skued grant, at hvad i Evighed
Vil ei forgaae, er Skjønheds Himmelbue,
Og Middelsolen, som paa den mon lue,
Naturens vise Kærlighed;
Den klarlig for det indre Øye straalte
I Formen af en idealisk Møe,
Som svæved over Universets Søe,
Og Evigheden med sit Lod udmaalte.
Dog ei blot som en luftig Aand
Det Drømmebilled for hans Sjæl fremtræder;
Hun vandrer lys i Sandsens skjønne Klæder,
Til Jorden bunden med et magisk Baand.
Hun huld og qvindelig ham smiler,
I al Naturens ynderige Glands;
Som Vaarens Dronning, med sin Myrthekrands,
Hun blidt paa Livets Blomsterthrone hviler.
Som Morgenrød er Pigens Kind,
Som Aftenstjernen tindrer hendes Øye,
For hende Roserne sig skamrød bøye,
Og Lillien blegner, som af nidkjært Sind.
En Guddom og et Menneske tillige,
I skjønnest Legem, skjønnest Sjæl,
Hun staaer ved Livets dybe Væld,
Og vinker ham til Jordens Himmelrige.
Nu pludselig han vaktes op
Af sine Drømme. Gangerfuglen standed
Ved Midnatstid, fjernt udi Inderlandet,
Paa et forgyldt Paladses flade Top.
Her sine trætte Vinger den udhviled;
Men Prindsen ravede i Mørke om,
Nu hid nu did, — Guldborgen syntes tom,
Og speidende fra Gang til Gang han iled.
Forventningsfuld han frem mon gaae;
Men Gysen snart hans Hjerte gjennemtrængte:
Thi blege Hoveder paa røde Mure hængte,
Med brustne Øyne stift de paa ham saae.
Betydende var deres Dødningblikke,
Som Dolkestik for Mandens Mod.
Eet Øyeblik Prinds Selim tvivlsom stod;
Men Dødens Trudsler standsede ham ikke.
"Hvor Faren — tænkte han — er stor,
Der er og noget Stort at vinde;
Maaske jeg her en herlig Skat skal finde,
Som værdig er at kæmpe for."
Og videre han Foden satte,
Hvert Trin lød hult i tausen Hal,
Koldt sused Vinden i den øde Sal,
Og Maanens Straaler tindrede saa matte.
Tilsidst han hørte som en Lyd
Af Sovende; og hvor han skulde vandre,
Laae tusind Morer, henstrakt blandt hverandre,
Ved Siden lange, drabelige Spyd.
Han vaersomt over dem sig skyndte,
Mens grusomt de i Søvne loe,
Han vogted sig at styrre deres Roe:
Thi vilde Bøddelminer — Mord forkyndte.
Midt blandt de Sovende han stod.
Da reiste de dem pludselig og trued
Med Øyne, som i røde Flammer lued,
Med Læber, som de tørsted efter Blod.
Men uforfærdet Helten slynger
Blandt Morderne sit seiervandte Sværd;
Da — flyer den hele Kæmpehær,
Som slagen af en panisk Skræk, og synger:
"Liv trodser Død,
Støv trodser Vind, eg Lyset Natten foragter.
Frelser os! Mørkets lønlige Magter!
Frelser os dybt i jert Skjød!
Liv trodser Død,
Støv trodser Vind; men Støvet ei Muldet foragter,
Hevner os! Kjødets giftige Magter!
Dræber ham i eders Skjød!"
Nu til den tredie Sal han gik.
Ved Døren tvende store Drager hviled,
Halvsovende. — Han mellem dem bortiled,
Da blændede et rødligt Skjær hans Blik:
Med Guldstøv var den hele Sal opfyldet,
Og Diamanter glimred overalt:
"Ha! var det Skatten, hvorfor hine faldt?
Har usselt Muld de lave Sjæle tryllet?"
Han vandred frem med roligt Sind,
Og rørte ei de kolde, døde Skatte.
Men da i fjerde Sal han Foden satte,
Steg Blodet glødende udi hans Kind;
Thi aldrig før hans Øye skued
Et Syn, saa skjønt og saa forførende:
Her hundred unge Møer slumrede,
Og over dem halvdunkle Lamper lued.
Afsløret var saa mangen Yndighed,
Som hulde Skam for lystne Blikke dækker,
Og alt hvad Mandens vilde Ønsker vækker,
Frembød sig i vellystig Yppighed:
Hist Silkelokker troløs dølged
Den smægtende Blondines Lilliebarm,
I kjælen Drøm udstrakte hun sin Arm,
Og Haarets Strøm ned over Lænden bølged.
Og her en skjelmsk Brunette laae,
Halvvaagen, og med sorte Øyne blinked;
En tredie hemmelig ad Prindsen vinked,
En fjerde sukkede og paa ham saae.
Hvorhen han i sin Uroe tyede,
Nyt Tryllerie ham tokked og henrev,
Han gik, — og stod, — og vaklede, — og blev —
Tilsidst han holdt for Øynene — og flyede.
"Her er det ei jeg dvæle skal,
Her brænder Jorden under mine Fødder,
Af Helved- ei af Himmel-Ild jeg gløder. —"
Brat tumler han ind i den femte Sal;
Her kjøligt Bad i hviden Marmor standed,
I det han styrted sig, opflammet, vild;
Men Badet slukked hans urene Ild,
Og som en Helgen opstod han af Vandet.
Og helt beleiligt skued han
Paa Marmoret et gyldent Kongesmykke,
Han drog det paa, og drømte større Lykke,
End Guld og Kongedømmer skjænke kan.
Fornyet for hans Aand opstilled
Sig den bortvegne Kjærlighed,
Han ahned Fryd, udstrømt fra Evighed,
Og fulgte sværmende sit Drømmebilled.
Og da han aabnede den sidste Dør,
Da straaled tusind Lamper ham imøde,
Og skjulte, underfulde Harper løde,
I Baggrunden oprulled sig et Slør:
Der sad en Dronning paa en Demantthrone;
Men taus, og bleg, og ubevægelig:
En Cypria af Marmor var hun liig.
Tolv Stjerner tindred klart i hendes Krone.
Prinds Selim saae, — og see! hint Billede
Det samme var, som i hans Sjæl stod malet;
Et Suk hans hele Følelse udtaled,
Bevistløs han til Jorden segnede.
Paa ny af skjulte Fløytetoner vækket,
Han nærmed sig til Thronens høye Fod,
Tilbedende for Dronningen han stod,
Men hendes dybe Stilhed ham forskrækked.
Da øyned han et Spir af Jern, som laae
Og knuged underlig den Skjønnes Isse:
"En mægtig Talisman det er tilvisse,
Hvis Tryllevirkning hun adlyde maa,"
Saa taler han — og dristig river,
— Som dreven af en høy’re Aand —
Det Jernspir bort med stærken Haand,
Og Roser strax den blege Kind opliver.
I Øyet tændes himmelsk Ild,
I Hjertet tøer de frosne Purpurstrømme,
Den Skjønne synes vakt af Rædseldrømme,
Hun reiser sig, og stirrer om sig vild.
En Taare fra det klare Øye flyder,
Hun føler henrykt sin Tilværelse,
Hun smiler salig gjennem Taarene,
Og endelig frojublende udbryder:
"Saa kom da min Forløsningsstund!
Saa var der dog en Mand paa Jorderige,
Som mægted denne Trylleborg bestige,
Og vække mig af lange Dødningblund!
Saa gaves der en Sjæl hernede,
Som Dødens Rædsler overvandt,
Og gjennem Sandsers Bolig Veien fandt
Til Kærlighedens skjulte Kongesæde!
Viid, Prinds! min Haand tilhører dig,
Du har din Brud, og jeg min Elsker funden.
En Kongedatter er jeg, troldomsbunden,
Bestemt til den, hvis Haand forløste mig."
"Min Brud! — o! Gud, lyksaliggiør med Maade! —
Er jeg da Lykkens lykkeligste Søn!
Saa ringe Daad! saa sød, saa salig Løn!
Forklar den ubegribelige Gaade!" —
"Den Gaade — svared hun — skal vorde klar,
Du skal min underfulde Skjæbne høre;
Først til den Gud jeg maa min Tak fremføre,
Som mig ved dig til Livet vækket har."
Hun svandt, ombølget trindt af søde Vellugtstrømme;
Men hundred Slaver kom og adlød Prindsens Bud.
Han vederqvæged sig og hviled ud,
Og slumred rolig hen i lykkelige Drømme.