Kom, Musa fra det fjerne Øst!
Kom, søde Barn fra Phantasiens Rige!
Kom, sæt dig paa mit Skjød! du underfulde Pige!
Klyng dig fortrolig til mit Bryst!
Fortæl mig om den Gangergrif, som svinger
Sin Hersker mod de Stjerner smaa!
Sjung om de Under, du i Tryllelandet saae!
Og til din Sang min Harpe sagte klinger.
* * *
Og Persiens Monark fra gyldne Kongesæde
Saae glad paa Folkets høytidsfulde Glæde,
Som høyt i vilden Skye gjenlød;
Fra alle Lande Folk var sammenstimlet,
At see den store, vidtberømte Fest,
Hvis Rye udbredte sig fra Øst til Vest;
Og Millioner blandt hverandre vrimled.
For hver en Gjæst var Fryd bered,
Fra ham, som føler kun det Liv, hvis Frugt han nyder
Til den, som Ærens Blomst og Konst og Skjønhed fryder,
Enhver nød paa sin Viis Lyksalighed:
Hist qvæged Armod sig ved rigtbelædte Borde,
Og larmed fro til fulde Bægres Klang,
Her hørte man forelskte Pigers Sang,
Der dandsed en Nomadehorde.
Men nærmest Konningen man saae
En Møe, hvis Aasyn lette Slør indhylled,
Og som dog selv igjennem det fortrylled
Hvert Hjerte, som for Skjønhed mægted slaa.
Liig Solen gjennem Morgenskyens Klæder,
Fremstraaler Sirma i sin Ungdomsglands,
Som unge Mai, i Uskylds Blomsterkrands,
Hun trindt omkring sig Fryd og Lykke spreder.
Den Sol at skue, elskovsvild,
Kom mangen Prinds fra fremmed Land, saa vide.
Hun sad ved Perserkongens høyre Side,
Og saae paa Festens ridderlige Spil.
For hendes Øye blinked Landsen,
Og Kæmper mødtes stolt med freidig Helteaand;
Thi af Prindsessens lilliehvide Haand
Seirherren vented Laurbærkrandsen.
Men størst Monarkens Søn end stod
Blandt Kæmperne: hans gyldne Pantser flammed,
Som Middagsluer; tungt hans Glavind rammed,
Og hvor det rammed, der flød — Blod.
Prinds Selims Kraft alt mange Stærke fælded,
Nu stod han, vis paa Seieren,
Og rakde tapre Haand mod Laurbærkrandsen hen,
— Da just en Riddersmand sig melded.
Op Skranken fløy, — en Yngling traadte frem
I hviden Harnisk; paa hans Skjold man skued
En Luth, et Hjerte, som mod Himlen lued,
Et Sværd, som værned over dem.
Hans Øye mildt igjennem Gittret straaler,
Hans Vext er ædel, flagrende hans Haar,
Taus ventende paa Kampens Tegn han staaer,
Med stolte Blik ham Prindsen maaler.
Hovmodig han i Hjertet leer:
"Vil du dit unge Liv i Vove sætte?
Vil du mig og et Blad i Krandsen flette?"
Deeltagende Prindsessen til ham seer.
Og som hun seer, en Zephyr Sløret vifter
Fra Øyets Himmel, Kindens Morgenrød,
— Det hulde Blik den Yngling henrykt nød —
Den Skjønne mærker det, og Farve skifter.
Thi tindrende hun havde seet
En Glædestaare i hans Øye stige,
Saa Meget, Meget syntes den at sige,
Og Hjerter banked høyt, og ahned det.
— Forventning overalt; Trompeten lyder,
Af Balgen Sværder flyver, Gnister gaae
Af Hjelm og Pantser; Heltene end staae,
Og ingen Draabe Blod der flyder.
"Est du fortryllet?" — raaber, vred,
Den stolte Kongesøn, — og vil med begge Hænder
I eet Slag knuse ham; den Yngling snild sig vender,
Og i sin Styrke Kæmpen segner ned;
Saa synker Løven, naar med Vredestorden
Den styrte vil paa Leoparden hen,
Men den undviger ham, og Kæmperen
I Faldet sønderknuser Jorden.
Med Harm den faldne Helt opstod,
Hevngjerrig vil han nye Strid begynde,
Da vinkende Kredsdommerne forkynde,
At Kampen nu er endt foruden Blod.
Prindsessen havde tvende Krandse bunden
For Smidighed og Kraft; men Broderen
Den hele Priis stolt skiænked Ridderen;
— Dog han var midlertid forsvunden.
Fuldendt var djærve Vaabenleeg,
Herolderne bød Agtsomhed og Stille;
Og Konstens Børn, de spøgende, de milde,
Paa høyen Skueplads fremsteg.
For dem var og en Laurbærkrands at vinde,
Og glødende de kappedes om den,
Nu Maleren, nu Billedhuggeren,
Nu Skuespiller, og nu Dandserinde.
— Saa kappedes paa Hellas Kyst
I fordums Dage Musens ædle Sønner.
Et simpelt Blad det høye Snille lønner,
Og Ærens Glød opildner i hvert Bryst;
Og saa skal Hellas blide Huldgudinder
Betræde hvert lyksaligt Land,
Hvor Konstens Genius om Thronen svæve kan,
Og Skjønhed kroner hædret Seiervinder. —
Bekrandset var hver herlig Iid,
Hvor Sjælen gjennem døde Marmor taler,
Hvor jordisk Farve Himmelen afmaler,
Hvor svundne Drømme atter svæve hid,
Mens Livet vandrer over glatte Bræder,
Og Oldtids store, underfulde Aand,
Ved Kjærligheds og Konstens Haand,
Blandt hulde Gratier fremtræder.
Nu pludselig i Luften lød
En Susen, som naar talløs Svaneskare
Henover os til lyse Egne fare,
Og see! en vældig Fugl Luftstrømmen brød:
En Ganger, med to store hvide Vinger,
En Yngling bar paa stolten Ryg;
Han sidder smilende, og sjunger tryg,
Og høyt i Luft de Sølverstrænge klinger.
Brat Gangergriffen daler ned,
Og stille staaer for Perserkongens Øye;
Det Særsyn mon ham inderlig fornøye,
Og hele Folket jubler med.
Nysgjærrig Hob trindt Ynglingen sig klynger:
Hin hvide Riddersmand det var;
Men nu han gyldne Luth for Sværd og Pantser bar,
Til liflig Strængeleeg han synger:
Den Digter staaer paa dunkle Strand,
Og seer sig om saa vide,
Og øyner et forklaret Land
Mod fjerne Østerlide.
En Genius ham vinker did,
Og hvidsker ham, saa venlig, blid:
See! hist mod Morgenrøde,
Der dine Roser gløde.
Den Digter gaaer i dunkle Land,
Og fælder hede Taare,
Han søger og ei finde kan;
Thi længes han saa saare.
Høyt flammer Luen i hans Bryst,
Og stedse hører han den Røst:
See! hist mod Morgenrøde,
Der dine Roser gløde.
Den Digter seer til Himmelen:
"O! Gud, du dig forbarme!
Til dig min Længsel stunder hen,
Tag Sønnen udi Arme!"
Da svæver ned en Engel blid
Paa Gangergriffen lilliehvid:
Flyv did mod Morgenrøde,
Hvor dine Roser gløde!
Og paa den Ganger, underfuld,
Fro Digteren sig svinger,
Den hæver ham fra sorten Muld
Paa hvide Seraphvinger;
Til Lysets Vugge fra dets Grav,
Høyt over Dal og Bjerg og Hav,
Hid, hid mod Morgenrøde,
Hvor mine Roser gløde.
Her lever Livet, som var død,
Hid mine Længsler stunded;
Her blomstrer mig en Rose rød,
Jeg søgte, og har fundet.
Paa Jorden har jeg funden dig,
Min Kjærlighed! mit Himmerig!
Og her skal Rosen gløde
I evig Morgenrøde.
Saa lyder fremmed Ynglings Sang,
End tone Strængene; men Læben tier,
Og underfulde Elskovsphantasier
Udtale sig i blid, melodisk Klang.
De Toner hvidske sødt; men hvad de sige
Er skjult for grublende Forstand,
Som dunkle Stemmer fra et bedre Land,
Naar Aander svæve over Jorderige.
Natur! dit Sprog er Harmonie,
Og kun til Aand kan Aanders Tale trænge;
Tilsammen bæve ligestemte Strænge,
Og Elskov fatrer Elskovs Melodie.
Skjult blusser Kongemøens Kinder:
Af første, søde Attraae Hjertet slaaer;
Thi hun, kun hun den Fremmede forstaaer,
Og ligestemte Sjæl sin Slægtning finder.
Og mægtig Harmonien flød
Fra Barm til Barm, igjennem alle Hjerter:
Hin dunkle Følelse, som fryder, mens den smerter,
Sig ubevidst i Sjælene indgjød.
I hver en Mine stod den, halv forvirret,
I Mandens stille, tankefulde Blik,
I Qvindens Smil, som veemodsfuldt bortgik
For Vellyststaaren, som i Øyet dirred.
"Stat op, min Dotter! — Kongen bød —
Ræk fremmed Konstner Festens Laurbærkrone,
— Beskeden nærmed han sig høyen Throne,
Og Pigen skjælvende adlød. —
For mig et ukjendt Tungemaal du fører;
Men sød er dog din Cithers Klang.
Bliv her! jeg lønner fyrstelig din Sang:
Thi gjerne jeg en Tonekonstner hører.
Og Fuglen, som hidførte dig,
Den underlige, med de lyse Vinger,
Den veerdig synes Persiens Betvinger,
Den tykkes mig helt kongelig.
Forlang! du kan en Priis mig sige,
— Saa kjøber ingen Handelsmand,
Saa Vindingsaand ei Skjønhed skatte kan.
Forlang indtil Halvdelen af mit Rige!"
Forundret Mængden lytter til,
Uvillig Mumlen mellem dem opstiger,
Og Prindsen lønlig til Monarken siger:
"Mon for et Dyr du Folket sælge vil?"
Halv Kongen udtalt Ord fortryder,
Da Ynglingen, med Citheren,
Med hævet Blik for Thronen træder hen
Og saa i høyen Qvad udbryder:
Ei Herregunst, ei Fyrstesmil,
Ei Guld, ei Kongeriger
Kan mætte Sjælens Længselsild:
Mod Himmelen den stiger;
Og kun det Himmelske paa Jord,
Kun Kærligheden, høy og stor,
Er det, hvorefter Skjaldens Hjerte higer.
See! hist fra Stjernehvælvingen
Saa sjældne Gaver falde;
Og hvad der faldt fra Himmelen,
Kan Jorden ei betale.
Men kun det Himmelske paa Jord,
Kun Kærligheden, høy og stor,
Bær Guderkraften over Bjerg og Dale.
Mig har den hævet mod mit Maal,
Min Kjærlighed mig smiler,
I Østen stiger høyt min Sol,
Og Hippogriffen hviler.
Monark! kald Sangeren din Søn!
Og giv ham Pigen, huld og skjøn,
Og grib den Vingede, før den bortiler!
Prinds Selim her hans Sang afbrød,
Med indædt Harm og stolt foragtlig Latter:
"Du storlig dig med samt din Kleppert skatter,
Est du af Fyrstestamme fød?"
Ja, svared Ynglingen, men Lykken gav mig mere,
End gyldne Svøb og fyrstelige Blod,
Den gav mig Strængeleeg, den gav mig Kraft og Mod
At gjennemvandre Stjerners Sphære!"
"Den Kraft, det Mod, — var Prindsens Svar —
Hvoraf du saa hovmoder dig, jeg vædder
I samme Grad skal findes hos min — Skrædder,
Og maaskee større hos min — Nar."
Et Vink — flux Skatteborgeren sig bryster
Paa Skjaldens Plads, og traller lystelig,
Dog snarlig han i Støvet jamrer sig;
Thi Gangeren, fortørnet, Vingen ryster.
Af Hjertet hele Folket leer,
Undtagen den ulykkelige Synder:
Fortabt og hinkende han bort sig skynder,
Og aldrig Sligt han voved meer.
Men see! Hofnarren kjæk fremspringer
Paa Prindsens Vink, og under mangen Spads,
Med Spil og Klang og fulde Glas,
Han bagvendt sig paa Gangergriffen svinger.
Med Halen i den høyre Haand,
Og Glasset i den venstre, han udbryder
I lystig Lovsang over Konstens Dyder,
Og over Hestens høye Aand.
Det ædle Dyr af Harme fnyser,
Og kaster af den Rytter, vittig, kaad,
Fjernt gisper den Forvovne — i sit Blod,
Han døer — og Hoben leer ei meer; men gyser.
"Ha, er den Konst saa farlig, svær,
At kunne flyve med en Andens Vinger?"
Saa raaber Prindsen og hovmodig selv sig svinger
Paa Dyret med de lyse Fjær.
Og før dets Eier sig befinder,
Og kan advare, — seer man Fuglen flye
Med uvant Styrer imod høyen Skye,
Og Prinds og Hippogrif — forsvinder.
— Hvo maler her Forfærdelsen?
De tusind blege Aasyn, som sig hæve
Mod Skyerne, de tusinde, som bæve,
Og fremfor alle Perserkonningen:
Fortvivlet han Guldseptret bryder,
Og sønderriver Purpur, Diadem,
Hans Harm et Offer søger — veed ei hvem,
Tilsidst den mod den Fremmede udbryder.
"Fordømte Troldmand! — raaber han,
Kan du ved Konst end Kæmperne nedstrække,
Og ved dit Spil hver Lidenstab opvække,
Dog ei min Harm du døve kan;
Kan du end over Aander byde,
Saa skjælv dog for min Kongearm!
Bring Sønnen atter til sin Faders Barm!
Hvis ei — skal for min Haand dit Blod henflyde."
"O! Konge, — svared Ynglingen —
Jeg vandrer kun i Muligheders Rige,
Jeg kan ei drage ned hvad høyt vil stige;
Hans Fuglen er, som griber den.
Men frit den gjennem Verden svæver:
Lyksalig, Hvo den her kan naae!
Hver ædel Spire, som i Støvet laae,
Mod Himlen da sit Blomsterhoved hæver.
Synd ei o! Konning, i din Harm!
Forgrib dig ikke paa en skyldfri Barde,
Som selv hos fjerne, vilde Longobarde
Gaaer tryg igjennem Vaabenlarm.
Mit Kald mig mod dit Spyd forsvarer:
Her staaer jeg med mit aabne Bryst,
Styr, om du vil, despotisk Lyst!
Og staae saa brændemærket blandt — Barbarer!"
"Nu vel, jeg agte vil din Stand,
— Var Kongens Svar — for Staal du ei skal bløde.
I Fængslet skal du hungre dig tildøde,
Saa døer du som en hellig Mand! "
Han bød — og den Ulykkelige
Trods Folkets Larm, man slæber bort
Til underjordisk Hule, dyb og sort,
Hvor intet venligt Dagskjær kan nedstige.
Forstyrret var nu Festens Fryd,
Adspredte var de glade Millioner,
Forstummet Fløyternes og Sangens Toner,
Hvor ei var Taushed hørtes Klagelyd.
I dyben Sorg var Kongehuset sjunken,
Prindsessen græd, bekymret Kongen sad,
For Sangeren forgjæves Medynk bad:
Den knuste Faderbarm var haard og lunken.
Ved Qvel skjøn Sirma eensom gik
I stille Lund, ved Kildens klare Strømme,
Og mindedes sin Barndoms lyse Drømme:
Forynget svæved de for hendes Blik.
Hun saae de gamle, underfulde
Feeslotte glimre funklende paa ny:
I Bækkens Rislen, Skovens dunkle Lye
Fornam hun Stemmer, milde, vemodsfulde.
Det var Sylphider, kjælne, smaa,
De vifred ofte i de grønne Bøge,
De lærte Vagtlen ømt sin Mage søge,
Og Nattergalen Elskovstriller slaae.
I unge Pigers Barm de ofte vakte
Hin søde Længsel, som de ei forstaae,
Men hvorfor tit de lønlig sukke maae,
Naar eensom paa Smaafuglens Sang de agte.
De Sylpher nynned mangengang
I fordums Tid, — naar Sirma vandreb eene, —
De nynned blidt, imellem Myrthens Grene,
Den første Elskovs længselfulde Sang.
Da standsed hun, den barnlig-muntre Pige,
Og søgte dem; men Intet fandt,
Og lytred taus, og sukkede iblandt;
Men vidste aldrig hvad de vilde sige.
Og naar hun stundom flumred ind
I bløden Græs, og under kjøle Skygge,
Da kom de, Trylleslotte at opbygge,
Og male Billeder i hendes Sind.
Saa glad hun da i Drømme smiled:
En liden Dreng hun stedse for sig saae,
Udbredte Armene, for ham at naae;
Men ak! da vaagned Hun, og han bortiled.
I Drømme kom han kun igjen,
Og sang saa sødt med Englestemme;
Den Røst, det Aasyn kunde hun ei glemme,
Derom, hun drømte fro sin Barndom hen.
Og da for Vaaren Rosen sig udbredte,
Og Pigen stod, den favre Hebe liig,
Og mangen mægtig Beiler nærmed sig;
Sin Barndomsdrøm hun kunde ei forgjætte.
Hint elskte Aasyn ei hun saae,
Hun hørte ei hin kjære Sølverstemme;
Men maatte dybt i trofast Hjerte gjemme
Den Eeneste, for hvem der skulde slaae.
Han kommer, — ahned hun, — men maatte taus det dølge,
For Kongen, og for Broderen især:
Den kolde Selim, med sin stolte Færd,
Hvor kunde han den Sværmerinde følge?
Nei, som en isnet Døgnets Søn,
Der haaner hvad han aldrig fatter,
Han havde dræbt hver Følelse med Latter,
Som Pigen agtede saa hellig, skjøn.
I Natten skjult maa Phantasien gange,
Dagsluften puster Støv i renest Ild:
I Eensomheden gik den Pigelil,
Did flygter Kærligheden, øm og bange.
Der vanker den ad dunkle Stie,
I Maaneskin med Phantasus saa gjerne,
Og stirrer henrykt i den klare Stjerne,
Og syner evig Skjønheds Harmonie;
Og Liv den hører allevegne,
I Vindens Pust, i Løvets Fald;
Og i Naturens store Tryllesal
Den hører mangen Røst fra bedre Egne.
Dog har den længe vanket om
I Drømmelandet, det forunderlige.
Da maa den, som en afklædt Sjæl, bortvige
Af Legemverdnen, kold og tom.
Lyksalig, naar en Dødelig kan binde
Den Flygtning fast i Gratiernes Baand!
Lyksalig, Hvo til Elskovs Aand
I Skjønheds Rige kan et Legem finde!
O! Sirma, du lyksalig var
Paa Festens Dag, og paa dit Fyrstesæde:
Du saae din lyse Genius fremtræde,
Du saae hans Længselstaare, hellig, klar.
Du kjendte Englen fra din Barndoms Drømme,
Du saae hans Elskovs Kæmpedyst,
Du saae hans Aasyn, lytted til hans Røst,
Da han nedsteg fra lyse Ætherstrømme.
Men ak! hvi svandt din Fryd saa brat?
Nu gaaer du eensom i de Skygger stille,
I Kildens Bølger dine Taarer trille,
Og Hjertet sukker dybt i mørken Nat.
O! græd ei Pige! kan du ei fornemme
I Skovens Susen mangen velkjendt Røst?
De hvidske venlig Elslov, Haab og Trøst:
Det er de milde Sylphers hulde Stemme.