Die Wahrheit ist vorhanden für den Weisen,
Die Schönheit für ein fühlend Herz.
Schiller.
Lufter milde Foraarsvinde!
Gynger Baaden, Bølger smaa!
Grib du Roret Sanggudinde!
Og lad mig Guldharpen slaae!
Mens fra Kyst til Kyst vi haster,
Silkeseil i gyldne Master
Skal vi heise livligen;
Og med Sang og Harpetoner
Flyve vi til fjerne Zoner,
Og til fjerne Tider hen.
Hist i Morgnens Rosenfarve
Stiger du af Havets Skjød,
Land! hvor Livets skjønne Larve
Pryded selv den blege Død.
Lyse, favre Sandserige!
Øine Kyster jeg bestige!
Hvile paa din Blomsterstrand?
Gyldne Perler dig bedugge
Guders og Heroers Vugge?
Musers og Chariters Land!
Over disse milde Egne
Gaaer en venlig Ungdomsaand,
Og henspreder allevegne
Blomsterfrøe med barnlig Haand.
Guder hvile sig fortrolig
I de Dødeliges Bolig,
Genier omvifte den;
Nymphen sjunger ved sin Kilde,
Og Druiden øm og stille,
Løv nedstrøer til Elskeren.
Lette, lyse Stundgudinder
Aabne Himlens gyldne Port,
Og, hvor Taagesløret svinder,
Helios! du ruller fort:
Prægtig iler Dagens Konning
Did, hvor Oceanets Dronning
Aabner ham sin bløde Arm;
Og med Fakkelskin henglider,
Styrende de snelle Tider,
Phoebe i sin hvide Karm.
Kydsk tildækkes Lilliebarmen
Af det lyse Klæbebon;
Stigende af Sølverkarmen,
Søger hun Endymion:
Hist ved Bækkens klare Strømme
Slumrer han i søde Drømme,
Ahner sin Lyksalighed;
Mens Gudinden om ham svæver,
Kysset blidt paa Læben bæver,
Drømmer han om Kærlighed.
Elskov er den Aand, som gyder
Liv i Himmel, Hav og Jord,
Den fra Guderne udflyder:
Men blandt Mennesker den boer
Og i skjønne Sandseklæder
Menneskelig den fremtræder;
Men med Guders rene Lyst:
Som en Engel uden Vinger,
Den sig ei fra Jorden svinger;
Men har Himlen i sit Bryst.
Hil dig, lyse Sandserige!
Lykkelige Himmeljord!
Her ei dunkle Længsler stige
Mod det Skjønne ovenfor:
Hvad i skjønnest Form du favner
Du ei søger, du ei savner;
Hil dig, gamle Grækenland!
Mindets Taarer dig bedugge,
Guders og Heroers Vugge!
Musers og Chariters Land!
River mig fra dine Bredder
Atter Pieriden hen;
Til et Broderland hun leder:
Det er dig, Hesperien!
Jeg dit Manddomsaasyn kjender;
Septeret i dine Hænder
Til de høye Stjerner naaer;
Paa din Isse funkler Kronen,
Og henover Verdensthronen
Ørnen sine Vinger slaaer.
Jordens store Overvinder!
Hersker paa det vilde Hav!
Fromheds Altarblomst sig vinder
Om din Styrkes Malmerstav:
Aabnes Jani Port saa vide;
Brænder Vestas Flammer blide,
Dyrkes du, Urania!
Og hvor Kraften fri fremtræder,
Brister Lænkerne for Eder,
Brutus! Cocles! Scævola!
Mange Eders Brødre ere:
Her kun Helteskygger gaae;
Romerdyd og Romerære,
Evige Trophæer, staae.
Men udslukkes Altarflammen,
Ak! da visner Eegestammen,
Laurbærkronen synker hen;
Ørnen styrter af sit Banner,
Roma knæler for Tyranner,
— Brutus vaagner ei igjen.
O! lad mig ei Helten skue
Marvløs i Sirenens Favn!
Lad kun Aaget Trællen kue!
Lad ham rødme ved sit Navn!
Skynd dig! flye! o! Pieride,
Lad os see os om saa vide!
Hvor er Ørnen flygtet hen?
Lever den ei meer paa Jorden?
Jo — dens gamle Hjem var Norden,
Der jeg øyner den igjen.
Lad os did paa Fjeldet stige!
Gaae i Herthas Bøgelye!
Hilse Odins gamle Rige,
Under Ygdrasil hentye!
Lad os Urdas Brønd oplede!
Høre høye Norner qvæde,
Læse Runerne paa Skiold!
Aser hist paa Raadstol sidde,
Kæmperne til Valhal ride,
Gjennem kraftfuld Hedenold!
Over gamle Bautastene
Sjunger Vola underfuld:
Guders Skjæbne veed hun eene,
Vækker Kæmperne af Muld.
Hun om Tidens Fødsel sjunger,
Vildt det gjennem Natten runger
"Fatte I det eller ei?"
Aser staae paa Idas Sletter,
Raadslaae mod de stærke Jetter,
Askur gaaer paa eenlig Vei.
Skjæbneløs og stum han vanker
Uden Skjønhed, uden Aand:
Odin giver høye Tanker,
Farver spreder Lødurs Haand.
Støvet er en Halvgud vorden,
Askurs Sæd behersker Jorden,
Emblas Døttre pryde den.
Guder raade i det Høye,
Over dem Valfaders Øye
Ruller klart og prægtigt hen.
Livet mægtigen sig rører
Udi Himmel, Hav og Jord:
Hist jeg Ægirs Døttre hører,
Hvor den gamle Havmand boer.
Her jeg hører Vætter tale,
Ymer ligger ei i Dvale,
Runen sjunger fra hans Been;
Men hans Hjerneskye bortsvæver,
Naar Hræsvælgur Vingen hæver,
— Ak! saa pustes Drømmen hen.
Skjønne Drøm om Odins Rige
Og om Kæmperne i Nord,
Om Einheriernes Krige
I Hærfaders høye Gaard
Og om Freyas Rok foroven,
Altrene i Herthaskoven,
Dværgeecho, Havfrusang,
Og om Baldurs Støv, som glimter,
Hvor nu Øyet Stjerner skimter,
Og om Bragis Harpeklang!
Skjønne Drøm! du dunkel hviler
Paa henfarne Tids Ruin;
Men af Guders Nat fremsmiler
Hist et venligt Maaneskin.
Fjernt mod Syd jeg Faklen skuer,
Det er ikke Surturs Luer,
Men en Skjærtsild, hellig, reen:
Aser vandre gjennem Flamnen,
Luttret skal de smelte sammen,
Alle vorde skal til Een.
Høyt han throner og forklaret,
I den lyse Evighed,
Har i Kjød sig aabenbaret,
Og hans Navn er Kærlighed.
Ak! Han her ei kunde dvæle,
Kunde ei sit Hoved helde
Til den syndefulde Jord:
Og fra Golgatha han flyede;
Men tilbage Aanden tyede
Med det hulde Trøstens Ord.
O! hvi kunde det ei falde
Reent igjennern Taagerne?
Ak! hvi maatte det ei tale
Klart igjennern Seklerne?
Hvor kan Lyset Mørke føde?
Hvor kan Livet slaae tildøde?
Kjærligheden vække Had?
— Stille, stille! Baaden glider:
Selv igjennem dunkle Tider
Glimter Skjønhed, toner Qvad.
Hvor er det du mig henfører?
Musa! hvilken natlig Strand?
Hellig Dæmring taus indfører
Underfuldt det store Land.
Spøgelser i Mulmet svæve,
Irlys over Sumpen bæve,
Vildsom Vandrer følger dem.
I det Fjerne Sjælen leder,
Længselfuld, om bedre Glæder,
Som en Husvild om et Hjem.
Lyset glimter fjernt til Jorden,
Guderne har den forladt;
Hvo er det, som nu er vorden
Leder i den dybe Nat?
Han fra høyen Himmel vinker
Der, hvor Tornekronen blinker
Hellig mellem Stjernerne.
Taarer rinde, blodigrøde,
Og som Underroser gløde
Hist imellem Tornene.
Jordens Blomster er hendøde,
Dem en Pilgrim træder paa:
Roserne, de evigrøde,
Andagtsfuld han hist vil naae;
Og med nøgen Fod han vanker,
Eensom i de fromme Tanker,
Over Bjerg og Dal og Hav;
Tjørnestav i tomme Hænder,
Han mod Morgenen sig vender,
Knæler paa sin Frelsers Grav.
Dybt i Skovens tanse Glemme,
Langt fra Fryd og Mennesker,
Hvidsker som en Dødningstemme,
Det en iisgraa Olding er:
Fastende han vaager, beder,
I de stille Nætter leder
Han om Trøst blandt Stjernerne.
See! om Issen Helgenglandsen,
Vandrer han med Rofenkrandsen,
Som en Aand blandt Gravene.
Over skumle Klostermure
Qvidrer Svalen ængstelig;
Græsset groer i dyben Fure,
Stille Sangen hæver sig.
Til den himmelske Forsoner
Stige dumpe Orgeltoner,
Hvirvle Viraksdampe hen.
Brødrene ved Altret knæle,
Messe for de Dødes Sjæle,
Hist paa Flammevandringen.
— Musa! flye fra disse Egne!
Ængstlig banker Hjertet her:
Livets friske Farver blegne
I det matte Stjerneskjær.
Stille Andagt! fromme Længsel!
Ei du sprænge kan dit Fængsel
Med din Bøn og med din Graad;
Og den handleløse Kummer
Ligner Dødens stille Slummer;
O! men Livet — kræver Daad.
See mod Øst hvad Øyet blænder,
Vækker Kraften, vild og from!
Underlig en Lue brænder
Over Gravens Helligdom:
Kronen falden er til Jorden,
Korset er et Banner vorden,
Pilgrimsstaven til et Sværd;
Rosenkrandse der omslynger,
Og de djærve Helteklynger
Reise sig til Kæmpefærd.
Korsets Ære at forsvare
Mod Barbarers frække Haand,
Vandrer fort den Christenskare,
Dreven af en mægtig Aand.
Gods og Guld de stolt foragte,
Ei de efter Laurbær tragte,
Eller Jordens matte Glands;
Himmelveien vil de finde,
Og paa Frelsergraven vinde
Seier, — eller Martyrkrands.
— Dog, Camoene! styrt ei Skjalden
Midt blandt Kampens dragne Sværd!
Følg ham heller did til Hallen!
Lysere det synes der.
Her saamangen ædel Ridder
I det tunge Pantser sidder,
Trindt det runde Eegebord;
Herligt færdedes de Alle,
Ei om ringe Daad de tale,
Vexle mangent trofast Ord.
Voldsmand har de kjækt betvungen
Lænker knust, og Mure sprængt,
Uskyld frelst med Sværdetungen,
Giennem Ild og Bølger trangt.
Mandens Adel, Qvindens Ære
Svoer de hellig dem at være,
Hellig som et Ridderord.
For den Skjønne, for den Svage
Flux det brede Glavind drage
Ridderne ved runde Bord.
Did den brave Yngling stræber,
Adler jeg ved Rudderaand.
For et Smil af Pigens Læber
Luer Sværdet i hans Haand.
Og for værdigen at vinde
Krandsen, som de Skjønne binde,
Kæmper han paa Land og Søe.
Og er Helten værdig funden,
Har han Hæderskrandsen vunden:
— Da først favner han sin Møe.
Stille hun saalænge sidder,
Blye i sine Fædres Hal,
Tænker paa sin fjerne Ridder,
Frygter for den Djærves Fald.
Harpen slaaer hun, Væven træder,
Virker Guld i Silkeklæder,
Tegner Tidsbedrifterne,
Lytter til Smaafugles Sange,
Spørger dem, saa barnlig, bange:
"Saae I ei min Elskede?"
— Her er ogsaa Elskov Sjælen
I den dunkle Alders Barm;
Mandig, — men romantisk kjælen,
Hviler Livet i dens Arm.
Myrthens, Laurens Lysegrønne,
Rosens Rødt med himmelskjønne
Blaa Kjærminder samles her:
Pigens Elskovstaarer, stille,
Paa Madonnas Barm nedtrille,
Christi Kors er Heltens Sværd.
O! men Blod paa Korset klæber,
Fredens Fahne luer rød,
Og fra Overhyrdens Læber
Tordner: Band — og Baal og Død.
— Gjerne vilde Musen bygge
I din underfulde Skygge,
Herlige Romancia!
Ak! men Spøgelserne truer,
Og de blege Svovelluer
Skræmme hende bort herfra.
Lufter, milde Foraarsvinde!
Gynger Baaden, Bølger smaa!
Drei du Roret, Sanggudinde!
Og lad mig Guldharpen slaae!
Mens fra Kyst til Kyst vi haster,
Silkesejl i gyldne Master
Skal vi heise livligen;
Og med Sang og Harpetoner
Flyve vi til andre Zoner,
Og til andre Tider hen.
Hvor er det du nu vil lande?
Sangens lunefulde Møe!
Hvilke hvide Klippestrande
Stige hist af mørken Søe?
Der ei hine Stjerner funkle,
Som i det romantisk-dunkle
Underfalde Land vi saae;
Men en Sol er her oprunden,
De Vildfarne Vei har funden,
Tryg fra Fjeld til Fjeld de gaae.
Over Aandens knuste Lænker
Vifter venlig Morgenvind,
Og den glade frie Tænker
I det Skjulte stirrer ind.
Spøgelsernes Tid er omme,
Tyranniets Fængsler tomme
Bannet løst, og Baalet slukt.
Og hvor Hus! din Aske svæver,
I Seraphers Glands sig hæver
Luthers Geist med Ørneflugt.
Munter fra de steile Høye
Vandringsmanden skuer ned:
Klart er Meget for hans Øye,
Som laae før i Dunkelhed;
Oldtids Skatte er fremdraget,
Tidens stærke Tand har naget
Mangen Hemmeligheds Baand.
Meget Stort nu synes mindre:
Viisdom forsker i det Indre,
Blotter det med mægtig Haand.
Øyet sig mod Himlen vender,
Haabende og tillidsfuld,
Mild sin Straale den nedsender,
Vækker Kraften op af Muld.
— Hist aleene, midt i Søen
Staaer en Mand paa Grandskerøen
Stirrende i Nat saa vide,
Seer du Kloderne henglide
Samme Vei evindelig.
Hvo er det, som hisset blunder
Under Kundskabstræets Lye?
Ei han slumrer, see! han grunder
Stirrende mod høyen Skye.
I hans Sjæl er Lys oprundet,
Ak! men Øyet har ei sundet
Hvad den dybe Tanke saae.
Frugten falder, — Øyet luer,
Klart og mægtigen det skuer
Verdnerne foroven gaae.
Rullende i evig Orden
Følge de den Guddomslov,
Som med gyldne Træk paa Jorden
Vise Newton! du indgrov.
Løvet i sit Fald adlyder
Samme Lov, som vældig byder
Universets Klodegang;
Og hvorhen vort Blik sig vender,
Lyset lyser, — Ilden brænder,
Lænker i nødvendig Tvang.
Hvorfor sukker du, Camene!
Græder du, o! Phantasie?
Og hvi vanker du saa ene
Hist paa Oldtids dunkle Stie?
Seer du dybt i Tidens Strømme
Efter dine gamle Drømme,
Dine Barndomseventyr,
Dine NympHer og Druider,
Alfer, Feer og Sylphider,
Dine Guder, som bortflyer?
Savner du dit Tryllerige
I Naturens nye Dragt?
Vil du fra en Verden vige,
Som i evigt Baand er lagt?
Kan du ingen Blomst opdage,
Hvoraf du kan Honning drage?
Flyer du, som en hungrig Bie,
Over Sletter, golde, øde?
Ere dine Glæder døde?
— O! græd ikke, Phantasie!
See! Naturen er den samme:
Kjender du den ei igjen?
Brænder kun din Trylleflamme
Underfuld i Skumringen?
Er den kun en Svovellampe,
Bævende paa Mosedampe,
Som ved Dagens Lys forgaaer?
Eller mon ei Solen tænder
Fakkelen, som evig brænder,
Og mod Himmelen opslaaer?
Kan du intet Skjønt oplede
I Planetens Cirkelgang?
Seer du ingen Aand hernede?
Hører du ei Sphærers Sang?
Vandrer ingen Gud foroven,
Tordnende i Skyekartoven,
Smilende i Soleglands?
Kan du intet Liv fornemme?
Hvidsker ingen Engels Stemme
Gjennem Skovens grønne Krands?
Stige ei i Morgenblunden
Lyse Drømme til os ned?
Viste ei i Aftenstunden
Hedenfarnes Ætherfjed?
Mon ei Elskovs Sympathier
Trylle søde Melodier
I vort Hjerte fjern og nær?
Og i skjønne Billedklæder
Aandeverdenen fremtræder;
Hvor et siælfuldt Øye seer?
O! vor Verden er ei øde,
Den er billedrig og skjøn,
Underblomsterne ei døde
For Naturens muntre Søn.
Og det Store er ei mindre,
Hvor der lever i det Indre
En almægtig Genius:
Rosen i hans Fjed fremsmiler;
Hvor han standser, hvor han iler,
Følg ham, hulde Phantasus!
Følg ham, blidt Sanggudinde!
Nu i Himmel, nu paa Jord,
Naar hans Længselstaarer rinde,
Naar han gaaer i Sørgeflor;
Naar paa Tidens Hav han svømmer,
Naar han smiler, naar han drømmer,
Naar han ahner hellig Fryd;
I det Lyse, i det Dunkle,
Hvor der Sol og Stjerner funkle,
Nu i Nord, og nu i Syd.
Følg og mig, o! Sanggudinde,
Lad mig tit Guldharpen slaae!
Kom med milde Foraarsvinde!
Før mit Skib paa Bølgen blaa!
Mens fra Kyst til Kyst vi haster,
Silkesejl i gyldne Master
Skal vi heise livligen;
Og med Sang og Harpetoner
Flyve vi til alle Zoner,
Og til alle Tider hen!