En Klippesteen ligger paa vildene Stie,
Til Grændse ved Dybet hensat;
Men dorsk gaaer Vandreren Stenen forbi,
Veed ei den skjuler en Skat.
I Ørkenen sidder den kloge Mand:
Dybsindig han stirrer i Muld,
Og furer Ziffre i flygtigt Sand,
Og søger forborgene Guld.
Op farer den Grandsker, og griber sin Stav,
Og læser paa Krys og paa Qvær:
"Løft Grændseklippen ved dyben Hav!"
Ak! er den kun ikke for svær?
Taus iler han til den Kampesteen,
Og vil den løfte fra Jord,
Men Sveden ham springer fra Marv og Been,
Urokkelig Stenen dog staaer.
Paa Veien standser hver Vandringsmand;
"Du Daare! — de raabe — gak bort!
Lad ligge den Steen, du ei løfte kan!"
Den Grubler gaaer sukkende sort.
Men see! et Pigebarn nærmer sig,
Hun vandrer ved Pilgrimsstav,
Hun beder til Gud udi Himmerig,
Og søger den hellige Grav.
Og for den barnlige, fromme Aand
Det lysner saa underlig,
Brat Pigen udrækker sin spæde Haand,
Og Stenen opvælter sig.
En Fjæderham finder hun lilliehvid;
"O! kunde paa dig jeg bortflye!"
Flux Barnet blier til en Engel blid,
Og flyver — og svinder bag Skye.