Den Husvilde
[Romance.]
[Romance.]
En Bonde i sin Hytte sad,
Blandt sine Børn og hos sin Qvinde,
De taled om den fjerne Stad,
Og om de Stores Fryd derinde;
Da just en Yngling traadte ind,
Med Luth i Haand, med Graad paa Kind
Forvildet var den Ynglings Blik:
Han smiled, naar han syntes græde;
Fra Bye til Bye han husvild gik,
Og kun hos Armod tog han Sæde;
En Luth han stedse med sig bar,
Hvis Strenge sønnerrevet var.
Mild Bønden fremmes Gjæst modtog;
Nysgjærrrg stod den Børneklynge;
Han satte sig i mørken Krog;
En lystig Sang han loved synge;
"Men, sagde han, jeg kan kun een,
For hver Mands Dør jeg sjunger den:"
Nymaanen tænder sit dunkle Lys,
Nordstjernen glimter saa bleg,
Hør hvad der klinger, tys, tys, tys
Hører I Strengeleeg?
Seer I ikke den fremmede Mand?
Hører I ei hans Sang?
Hist ved Borgen sjunger han
Sødt til Citherens Klang.
Seer I ikke den Pigelil?
Vinduet stander paa Klem,
Pigen staaer der og lytter til,
Haver hvert Ord i Gjem.
— Tys hvad klaprede? — Døren gik —
Hvor blev den fremmede Mand?
Ved I at tyde Stjernens Blik,
Der I det læse kan.
— Du, som seer gjennem Ruden klar,
Siig, hvad monne du see?
Indenfor et elskende Par
Sidder fortrolige.
Ynglingen nynner til Citheren;
Hør hvor det klinger — tys! tys!
Pigen sidder hos Sangeren,
Giver ham mangent Kys.
Men Hvo kommer med hule Trin
Gjennem den mørke Gang?
Hvorfor blegner den Pigelils Kind?
Hvi forstummer den Sang?
Seer I ikke hin mørke Mand
Med Guldplade paa Bryst?
Strengene sønnerriver han,
Hører I ei hans Røst?
Skjælv Dumdristige for min Harm!
See! Pigen river han fort;
Og med søndret Luth udi Arm,
Vandrer Sangeren bort.
— Fuldmaanen tænder sit røde Lys;
Hvad tyder blaalige Ring?
Hør hvad der klinger: rys, rys, tys,
Skurrende hu! kling — kling;
Seer I ikke den fremmede Mand,
Som mellem Korsene gaaer?
Hist ved en Liigsteen nynner han;
Ingen hans Qvad forstaaer.
— Nymaanen tænder sit Lys igjen,
Nordstjernen glimter saa bleg,
Seer I den Fremmede vandre hen,
Hør’ I hans Strængeleeg;
Spørger ham ei, hvorfra han kom!
Eller hvorhen han gaaer!
Hov’det han ryster, og vender om,
Ingen ham her forstaaer.
Men kan I tyde Stjernens Blik,
Der I det læse kan
Stjernen paa Veien med ham gik,
Kjender den fremmede Mand.
"Nu Brød mig for min Vise giv!"
— Saa Ynglingen opfoer med Latter —
"Trallalla kom min Venneviv,"
Qvad han paa ny, og smiled atter,
Snart blev hans Smil til stille Graad,
Og Vanvid i hans Aasyn stod.
Og knuste Luth huult tonede,
Som naar blandt Strænge Storme larme,
Den Bonde sukked: Fremmede!
Ak! Gud sig over dig forbarme!
Men Ynglingen bortgik saa brat,
Og svandt udi den mørke Nat.