En Kriger kom fra blodbestænkte Hede,
Da vanked ene ved oprørte Strand,
Hvor fraadende de stolte Bølger strede,
Og rulled og forgik paa hviden Sand.
Han saae med Lyst paa Oceanets Strømme,
Og Klippens Høyde i det dybe Hav,
Og øyned alt udi sin Stoltheds Drømme
Hvor Rygtet skulde svæve om hans Grav.
Med Selvtillid han op mod Fjeldet skued,
Som gjemte Issen høyt i Skyerne;
"Saa stod du i Aarhundreder og trued,
Saa truer Kampen gjennem Seklerne."
Da saae han just en liden Dreng, som standed
Med Stav i Haand paa Havets nøgne Bred,
Og maled tusind Billeder i Sandet,
Lod dem forgaae, og smilede derved.
"See! raabte Drengen, her mit Navn jeg sætter,
Her tegner jeg mig mangent herligt Huus;
Men Bølgen kommer og mit Navn udsletter,
Og Huset svinder bort i flygtigt Gruus."
Mørk hørte Kæmpen det, og faldt i Tanker,
Og fured Jorden dybt med blodigt Sværd;
Men Bølgen rulled over Breddens Skranker,
Og Blod og Fure var der ikke meer.
"Ha! raabte han, er det vort Eftermæle?
Hvor blev du af min store skjønne Drøm?
Kan selv ei blodig Daad paa Jorden dvæle?
Maa Alt udslettes brat af Tidens Strøm?"
Og Barnet saae hans Aasyn, og blev bange;
"Du er vist syg, du store, mørke Mand!
Vil du ind i min Faders Hytte gange!
Han er saa klog, han dig helbrede kan."
Og taus og grublende han lod sig lede
Til Hytten, uden selv at vide det;
Men neppe monne han i Hytten træde,
Før han om Hjertet blev saa fro, saa let.
En Olding gik ham smilende imøde,
I Stuen hilsed ham en Møe saa væn;
Og Pigens Kinder blev saa yndig røde,
Og Gubben gav ham Haand saa ærligen.
Han fatte sig hos gamle Mand fortrolig,
Hans Øye ei den Pigelil forlod;
Og Gubben talede saa viis, saa rolig,
I Pigens Aasyn Uskyld malet stod.
Og Kæmpen Sværdet hen i Krogen satte,
Og aldrig meer han farved det med Blod.
Han voved taus den Piges Haand at fatte,
Og Disen blussed, og hans Blik forstod.
Og Oldingen gav ham den elskte Pige,
Og Kæmpen glemte blodig Vanbenlarm,
Han monne aldrig efter mere hige:
Hans Alt laae indenfor den Huldes Arm.
Og liden Dreng han favned i sin Glæde,
Og klapped ham taknemmelig paa Kind:
"Jeg saae dig hvor de stolte Bølger strede,
Skytsengel! Du har ledet mig herind.
Ja jeg var syg, men nu er jeg helbredet,
Ærgjærrigheden tier i mir Bryst;
En Engel har mig fra Valpladsen ledet
Til Kærligheds og Fredens stille Kyst.
Lad Hvo der vil, sit Eftermæle sætte
Paa Jorden blodig uudslettelig;
Mit Navn maa gjerne Tidens Strøm udslette;
Jeg har dog levet, — levet lykkelig."