Jeg lever – og veed hvorlænge, fuldtrøst:
Jeg lever til Herren mig kalder;
Jeg lever og venter den kaldende Røst —
Jeg lever som Gjesten paa fremmed Kyst
Til Faderen Barnet hjemkalder.
Jeg døer – og jeg veed hvad Time det skeer:
Det skeer i Beskikkelsesstunden;
Jeg døer, naar mit Øie Fuldendelsen seer;
Jeg døer, naar ei Døden mig truer meer,
Men Kilden til Livet er funden.
Jeg reiser – og veed hvor Reisen gaaer hen:
Den gaaer til Guds evige Rige;
Jeg reiser til Aandernes Fader og Ven,
Til Landet, hvor aldrig med Sorg igjen
Fra Sjælene Sjælene vige.
Jeg lever et saligt Liv alt i Gud;
Jeg døer kun, for evigt at leve;
Jeg reiser med Glædens det evige Bud —
Hvi aander jeg ikke den Glæde ud
Hver Stund jeg i Verden mon leve!