Ud at bestige Vesuv! — Velkommen vor troe Cicerone!
Stille botaniske Ven! med dig staaer Naturen i Forbund:
Klar du lover os Himlen idag og iaften Vulcanen
Mægtig. Alt Vognene vente. Afsted nu til herligste Valfart!
Bort fra den myldrende Hob, som hist paa Toledoen trænges.
Der, hvor fordum Skaffotterne stod, hvor ofte forgjæves
Blodstraalen sprang. Ved Del Carmines Taarn endnu Lazzaronen
Mindes sin bandlyste Helt og hvisker om Masaniello;
(Kirken forviser fra Daaben hans Navn, og Skolen forsigtig
Lærer kun, Manden var gal, naar Peblingen læser om Arcos).
Bruunguul Furiehær paa Torvet med Skrig og med Latter
Betler med græsselig Adfærd; dog ingen Banditter jeg skuer.
Er her nu Orden og Fred og lovbunden borgerlig Frihed?
Nøies nu med Macaroni og Frugt det skrigende Folksvælg?
Sjælen med Aflad og Helgenens Blod? er dets lønlige Mumlen
Skrig kun i Søvne om Mord? eller ulme de dæmpede Flammer
Som i Vesuv for en Tid, kun for rædsomt en Nat at udbryde?
Lummer er prægtrige Jordbund her, og vulcanisk sig skjuler
Livet i Sjælenes Afgrund. Slumrer det end et Aarhunrdred —
Frem vil det rase paany, for at slukkes og atter at ulme.
Tvillingsøstrenes Røst til lysere Syner mig kalder:
Klar er Dagen og munter; fra Stad det glimter og Havbugt.
Portici standser vor Fart; der venter os skrydende Ganger.
Flux hver Fører om Kaps sin Dame bortsnapper og flygter —
Fort i Gallop, under Latter og Spøg, indhentes hver Flygtning,
Snart dog standses vor Iil; ei Bjerget saa rask kan bestiges.
Hvo kan heroppe vel bygge og boe? Vesuv-Eremiten
From med Lacrymæ Christi vil qvæge de fremmede Gjester.
Her dog ei længe vi dvæle! mod Lavaen Foden kun ruster!
Hvo der nu Bjergskoe kløgtig medtog, kan Fodsaaler-Huden
Heel bringe hjem. Ak! dertil idag er kun Udsigten ringe:
Jomfrufødder, med Dandseskoe paa, nu Vesuv vil bestige;
Bærer end Luften dem halvt, og tynger dem ei som os Andre
Støvet til Jorden med Magt, berøre den maae de dog lidet;
Løft dem nu lempelig op paa din Ryg, du brummende Bjergtrold!
Steil gaaer Stien mod Sky paa Trapper af styrknede Lava.
Stands, drag Aande og pust! den Ilende haster til Døden.
Føreren tidt os tilraaber sit: "chi va piano va sano!"
Selv han sig spænder i Aaget med Lyst og Damerne trækker.
— Som naar de Smaa lege Hest gaaer lystig i Tømmen den Bundne,
Seer sig tilbage og sjunger og leer til den, der ham kjører.
Kulsort vorder nu Veien, ei Blomst eller Græsstraa den smykker:
Aske kun Jorden er her, et Brandsted af smeltet Metalsteen.
Her maae vi hvile en Stund; her kjølige Bjergluft ei dræber:
Varm er Bjergtroldens Ovn, den ryger os alt under Foden.
Sælsomt er her dog at hvile, som paa en Ruin af en Verden,
Som ved Cyclopernes Værksted og vilde Naturaanders Smedie.
Her, som mellem Fordømte, ved Porten til Afgrundens Dybder
See vi forneden den Jord, vi forlod, liig en Paradiishave.
— Fort over hedere Vei, gjennem Damp af qvælende Svovlrøg!
Hist sig langsomme Flod af glødende Lave fremvælter;
Dybt det under os tordner, og over os Stenene flyve.
Krateret kom ei for nær! der rase nu Afgrundens Flammer.
Nær dog staae vi forbauset en Stund ved glødende Ildflod,
See med nysgjerrig Gru, hvor dens Væld sig fremskyder af Dybets
Svælg, det rædsomt fortærende; vildt med Latter opkaste
Førerne Ildgrød af brændende Strøm: "see!"— raabe de lystig —
"Slig Macaroni man faaer, naar der Gjestebud feires i Helved!"
Mynter vi præge i glødende Deig, til Minder om sælsomt
Syn, og til Vidne i rolige Hjem om forvovne Vesuvfart;
Bort saa fra brændende Damp, før os Rædslernes Lyst overvælder!
— Natten forvente paa Bjerget vi dog, hvor luun blot og lunken
Jordskorpen ryger; i Mulm slaaer Bjergstammen herligst mod Skyen.
(Lad os til Fødderne see! blev ei de forbrændt eller saaret?
Bløder jomfruelig Fod, mens Øiet dog smiler? — Saalunde
Gaaer som en Pillegrimsmøe sagtmodig den fromme Johanna
Stille sin Gang gjennem Verden og bløder, men klager sig ikke.
Lad os med Handsker og Baand de Pillegrimsfødder omvinde!
Saa gjennem Asken nedglide de let ad Bjergryggens Skraaning).
Skjønne henrullende Dag! for skjønnere Aften du viger;
Glad vore Fakler vi tænde og ride ad aakrumme Fjeldstie
Ned mellem Klipper og Krat i sælsomt romantiske Nat-Tog:
Bag os det flammende Bjerg, i Skyen den venlige Maane,
Faklernes viftende Lys mellem ridende Damer paa Stien.
Saa har i Døsm eller Billed tilforn jeg et Reisetog skuet,
Og det har glædet min Sjæl; men nu jeg først virkelig seer det.
Sært dog sig blander i sværmende Lyst veemodige Længsel:
Hjertet i Billedet savner en Skikkelse, kjærest af Alle;
Svæved hun mellem os nu i Fakkellys fro ved min Side!
Kunde min Glæde hun dele, fortrolig med Stemningen blandt os!
Kunde, med Hjertet udfyldt af den himmelste Fred, vi tilsammen
Stille beskue hiin Afgrundens Kamp — lyksalig opløftet,
Skulde ved rædselskjønt Syn sig da Sjælene føle til Himlen
Kjædet, liig Stjernerne hist, der nu rolig i Dybet nedstirre.
— Veemodblandede Fryd! dig har jeg saa ofte fornummet;
Dybere rører du mig, end Jordens fuldendteste Glæde.
— Du, som i Faklernes Glands hist langsomt bag Klippen hensvæver,
Medens det flagrende Slør dine Lokker i Natten omvifter,
Nordens høihjertede Møe! du savner vist ogsaa et Billed,
Som dig i Drøm har tilsmilet, hvad heller paa Tankernes Valfart.
Søger dit Øie hint Billed paa Jord eller hist mellem Stjerner?
Der du det finder forvist, om aldrig paa Jord du det skued.
Stillere lyser dit Blik, du Møe med det aabnere Hjerte!
Mindes din Sjæl paa sværmerisk Sti nu en Aand, som henflygted?
Synes den venlige Røst du i susende Løv at fornemme?
Dr’mme vi Alle maaskee? Er vi selv nu et flygtende Nat-Syn?
Svæve som Aander vi her, som Gjester fra fremmede Verdner?
Foer vi engang over Jorden og see nu hvad fordum vi skued?
— Gjennem den fremmede Stad paa Gaden vort Fakkeltog skinner;
Til Caravanen et elskende Par fra Vindvet nedsmiler,
Ønsker maaskee, de var med; dog snart vil det Ønske bortflagre:
Indenfor klinger en Guittar; forelskede Røst den ledsager.
Nu vi gjenkjende os selv: i Portici Drømmerne vækkes.
Silde vi hilse Neapel igjen paa de rullende Vogne.
