I Paris sig Folket glæder:
Mimisk Konstnerinde herligt
Ninas Vanvid forestiller;
Folket klapper og beundrer.
Konstnerinden neier ziirligt.
Men en fremmed Olding hæver
Haanden kun til vaade Øie,
Sukker: Nina! og bortgaaer.
Nu, ei sandt? hun spiller herligt!
Det er Sandhed, det er Ynde!
Det er skjøn Natur i Konsten!
Det er Elskovs stille Vanvid,
Som en Digtersjæl det saae!
Sandt, ja sandt! — den Gamle sukker —
Saadan har jeg mangen Morgen
Seet den arme Nina vandre
Gjennem Gaden, gjennem Porten
Til den kjære Steen paa Veien,
Hvor i Brudedragt hun vented
Diligencen fra Lyon,
Og hvor Kudsken som sædvanlig
Nikked til den blege Pige,
Hilsed fra den døde Brudgom,
Sagde: han imorgen kommer!
Loved Rosen ham at bringe,
Som hun rakte ham fra Stenen,
Dugget med en stille Taare,
Mildt beaandet med et Kys.
Gamle! hvad er det du siger?
Nina har du kjendt? — hun leved?
Var ei blot et Konstens Billed —
En elskværdig Phantasie?
Arme Nina! ja hun leved;
Men i Sjælen sønderrevet
Livets Billedbog omflagred;
Kun eet Billed stod der heelt:
Det var Barndomsvennens Billed,
Brudgomsbilledet, hint kjære,
Som den strenge Fader fjerned
Og som aldrig meer hun saae.
Ingen Frænde meer hun kjendte;
Tidt paa gamle strenge Fader
Stirred hun — og rysted Lokken:
"Gamle Mand!" — hun til ham hvisked —
"Du har vist slet ingen Datter —-
Havde du en Datter, Gamle!
Vist du ei med hende handled
Som man handler her i Verden
Med den stakkels, stakkels Nina —
Dertil du for god seer ud."
Med sin Elskov, med sit Vanvid,
Saa hun gik mens Ugens Dage
Blev til Somre, blev til Vintre;
Saa hun vandred Vaar og Vinter
Med det sønderrevne Billed
Af en Verden i sin Sjæl.
Med sit Haab og med sin Rose
Gik hver Morgen hun til Stenen,
Hvor hun sidstegang omfavned
Vennen, som hun daglig vented
Men som aldrig kom igjen.
Ingen nænned at udsige
Ordet, som hun dog ei troede,
Ingen nænned at forstyrre
Elskovshaabet om "imorgen;"
Og den Morgen kom tilsidst —
Anderledes dog og bedre,
Mere skjøn og sand — tilgiv mig! —
End hos Eder i Balletten:
Diligencen kom en Morgen;
Kjøresvenden atter skued
Paa den store Steen ved Veien
Et tilsløret Jomfrubilled
Med en Rosenknop i Haand.
Atter hørte han en Stemme:
Saae du stakkels Ninas Brudgom?
Kommer han forvist imorgen?
Vil du end engang ham bringe
Rosen, som ham Nina sender?
Selv hun ei idag kan spørge,
Selv ei bringe Rosen til ham,
Selv ei høre hvad du svarer;
Hun har sin Veninde sendt.
— Atter nikker Kjøresvenden,
Visker Taaren af sit Øie:
Hils kun fra den døde Brudgom,
Siig: jeg veed det, siig, han lever!
Siig: hun seer ham vist imorgen!
— Nina hørte det og nikked:
Ja imorgen, vist imorgen!
Hvisked hun og smiled salig.
Og hun saae ham i Guds Rige
I den næste Morgens Glands.
Fjernt nu og venter paa mig en Sjæl med Kærligheds Længsel,
Staaer nu ved Ruden maaskee og seer paa Stjernernes Tindren
Hist over Kallebostrand, mens Linden paa Voldbakken suser.
Ogsaa til mig nu tindre de Stjerner; de hilse mig fra dig.
Hører du ei som en Røst: vi saae ham; han kommer tilbage!
Ei du som Nina skal først i Aandernes Rige gjensee ham;
Fred og Velsignelsers Fylde fra Stjernernes Gud han nedbeder
Over din Sjæl. Sov sødelig nu! Vist i Drømme vi sees!
Over den knagende Bro gaaer letfodet Mule med Bjæden;
Nikkende alt han sidder i Sadlen, den troe Berbieri.
Hisset jeg seer en Ruin. Minturnæ! her var det du kneised.
Kjølende Morgenvind, kom! bortvift os nu Taagen fra Øiet!
Sidder en Kampe paa Stenen ei hist, med blodige Hjelmbusk?
Nei, det er Hyrden, som rolig sig hviler hos Hjorden. Han tænker
Neppe paa dig i sin Fred, du Mand med det knusende Kampblik!
Marius, Heltenes Skræk! her var det forladt du dig følte;
Her over blodige Lok din Nemesis truende henfoer.
Hørte du ei hendes Varsel? Endnu kunde Kæmpen sig reise;
Rystet af Tordnerens Lyn, du sad her, en flygtende Kampørn:
Sværdet mod Brødrenes Isse dig brast; dig Blodstraalen lammed;
Stor du end skræmmed i Faldet, og Morderen veeg for dit Trodsblik.
Hvor er nu, Klmpe, din Slægt? hvor lyner nu saadant et Øie?
Skal til Carthagos Ruiner jeg gaae, for din Aand at opsøge?
Staaer du i Natten nu der og forfærder Barbaren paa Kysten?
Store forvildede Aand! faer hen! jeg fremmaner dig ikke.
Alt vi St. Agatha see; riigt blomstre de yppige Marker.
Venlige Massicerbjerg! her din Aand mig spøgende møder:
Listig han skjuler i Druen sin Sjæl, den letsindige Gnome;
Brat, for man tænker derpaa, han tilhest sig opsvinger paa Tungen,
Tumler saa lystig med Sporer af Skjemt den behændige Ganger,
Fører de Smaating af Huns, som i dirkefrit Hjerteskrin gjemtes.
Capua ei oS fortryller; forpestet der Luften os trykker;
Tause vi see ved det smudsige Bord paa de Fremmedes Adfærd.
Gjerne vi lytte dog til, naar Gubben den blinde indtræder
Med Mandolinen; han dandser og synger med skingrende Stemme.
Atter vi høre Tarantelens Dands med en rask Saltarella;
Sart nu dog sydlige Klang opmuntrer de nordiske Gjester.