Jeg seer dit lille Barneansigt grant:
De brune Kinder, som Dig ei behaged,
Det dunkle Haar — og hvad din Sjæl har vraget,
Mens kjæk den Seier over Formen vandt,
Jeg seer, hvad selv engang Du glad opdaged:
De brune Øines Dyb, hvori Du fandt —
Du vidste selv ei hvad men tro og sandt
Var Aandens Speil — det har Dig ei bedraget.
O Du var skjøn som Barn; Du saae kun ikke
Det Lys, der gav sit Skjær til Lok og Kind
Og Ædelstenen Glands i Øiets Blikke.
Hvergang jeg saae Dig helt i Sjælen ind,
Det var mig, som i Drøm sig for mig stilled
Dit Væsens aandsbelyste Barnebilled.