Jeg svelted i Taarnet: det skorted paa Brød;
Dog Hunger var mig den mindste Nød.
Mit danske Blod mig til Kinden foer,
Alt for jeg glemte mit Ridderord.
Med Harme jeg dybt i min Tunge beed,
Alt for jeg glemte hiin dyre Eed.
Mod sorten Muld jeg mit Øie vendte:
Ung Carlots Blod paa mit Hoved brændte.
En Dag fornam jeg en myndig Røst:
”Opløft dit Hoved og vær fuldtrøst!
”Paa Jorden var ingen Mand saa stor,
”Han brød jo Løftet, sin Gud han svoer.
”Slog Verden ei selv Guds Søn ihjel,
”Og frelst hun blev dog alligevel” —
Mod sorten Muld jeg dog Øiet vendte;
End Carlots Blod paa mit Hoved brændte.
Og atter taled hiin stærke Røst:
”Opløft dit Hoved og vær fuldtrøst!
”See! her staaer Erkebispen, din Ven;
”Den Eed, du brød, jeg heler igjen:
”Jeg lover dig Fred fra Paven i Rom,
”Hvad Blod der saa paa dit Hoved kom” —
Mod sorten Muld jeg dog Øiet vendte:
End Carlots Blod paa mit Hoved brændte.
Da mæled Bispen for tredie Gang:
”Din Bod dog vorder fuldstreng og lang —
”Tre Aar ei Holger Danske skal lee
”Og hverken Sol eller Maane see;
”Al Verden skal troe dig af Hunger død,
”Naar Carlots Moder sender dig Brød.”
Fra sorten Muld jeg mit Øie vendte:
Det var mig som Blodet mindre brændte.
Men Taaren brændte paa Holgers Kind;
Mig rørte hiin sorgslagne Moders Sind:
Den høie Frue, hvis Søn jeg slog,
Fra Dødens Grube min Sjæl opdrog.
Fuldkarsk jeg greb, i mit Fangebaand,
Det Brød, der kom fra Dronningens Haand.
For Vand hun gav mig god Viin til Drikke —
Om Sol og Maane spurgte jeg ikke.
