Roland var Holger Danskes Ven.
Han naaede knap til min Skulder;
Frankernes mindste Ungersvend
Var rappest i Kampens Bulder.
Lystig han sang i Keiserens Hær;
Ret aldrig jeg saae hans Lige:
Dyrendal hed hans lange Sværd;
Det frelste Keiserens Rige.
Hvergang Roland Dyrendal svang
De stærkeste Kæmper blødte.
Dødsbud for tusind Øren klang,
Naar Roland i Hornet stødte.
Olivant hed hans gyldne Horn;
Det blæste han med stor Gammen.
Mænd han meied, som Bønder Korn,
Og Hære blæste han sammen.
Roland frem for Keiseren sprang;
Om Hornet klirred hans Handske;
Dyrendal haardt mod Flisen klang:
”Jeg borger for Holger Danske.”
Roland mæled et Ord fuldtro;
Han vilde mig frelst i Nøden.
Brat han taug dog, heelt lidet fro:
I Keiserens Blik laae Døden.
Dommen udfoer fra Keiserens Mund;
Fast værre blev Holgers Trængsel:
Den var Dødsens, der nævned en Stund
Mit Navn, mit Liv og mit Fængsel.
