Jeg sprang til Verden — jeg var ej sen —
Jeg sprælled paa Moders Skød,
Min Styrke volded min Moder Men:
Hun favned mig og — var død.
Den Dag, de gav mig i Verden Navn,
Kær Moder paa Baaren laa;
Den eneste Gang, hun tog mig i Favn,
Jeg mangen Gang tænkte paa.
Jeg greb kun efter Livet med Lyst:
Hvad Verden mig gav, jeg tog;
Jeg died ved tvende Ammers Bryst;
Den ene kun lidt forslog.
Fuldstærk jeg blev ved de stærkes Barm,
Fulddansk ved det danske Brød;
Men kærligst favned mig dog hin Arm,
Som favned mig stiv og død.
En Krigsmand blev jeg, helt barsk og streng;
Dog blev jeg om Hjertet blød,
Hver Gang jeg skued en liden Dreng,
Som sprælled paa Moders Skød.