Det var mig en trøstig Tanke;
Den randt mig hver Dag i Sind:
Naar dygtig paa Porten vi banke,
Saa lukkes vi ogsaa ind.
Jeg loe, naar Stymperne sukked;
I Veir jeg al Tvivl slog hen:
Blev Paradiisporten lukket,
Hun kan vel aabnes igjen.
Naar Sol over Hav fremglimted
I Lyslands-Straalernes Krands,
Jeg altid i Verden skimted
Et Glimt af Paradiisglands.
Og saae jeg i Øine sorte
Med Ild fra Morgenens Hjem,
Jeg mente, Guds Haves Porte
Var dog kun lukte paa Klem.
