Der klang et Ord fra Holgers Bryst;
Det klang med gamle Dages Røst:
Farvel! det klang mod Syd, mod Nord —
Mod Himalaya klang hint Ord.
Farvel! jeg sang paa Bjergets Sti;
I Sangen foer et Liv forbi.
Det var som alle Traade brast,
Der bandt min Sjæl til Verden fast.
Farvel! jeg sang i Taagers Dal;
Det klang som hist paa Ronceval:
Farvel, du Tid, fuldskjøn og stor,
Med Carl og Ridderskabets Flor!
Farvel, min rige Ungdomslyst,
Med Jomfrusang og Ridderdyst!
Farvel, du høie Stjernekrands,
Men alle mine Kroners Glands!
Farvel! — jeg sang paa øde Sti —
Er alt Bedriftens Dag forbi?
Har Seirens Ørn min Hjelm forladt?
Og sjunger Livets Fugl Godnat?
Bortfoer en Slægt med Heltery,
Som Blad i Skov, som Glimt i Sky?
Blev Glandsen Skin — det Store smaat?
Og Verden gammel — Livet graat?
Endnu min Kind var bruun og rød:
Endnu var ei min Ungdom død.
Mit Haar var guult, min Pande glat —
Endnu sang Holger ei Godnat.
Farvel! jeg sang dog til hin Tid
Med Jomfrusang og Ridder-Id.
Tilbage saae min Sjæl endnu —
Jeg kom en herlig Dag ihu.