Du, som svøbt i Skjønheds Rosenklæde,
Gaaer i jordisk Dragt en himmelsk Aand,
Du, hvis Øye straaler hellig Glæde,
Pige! see, mit Liv er i din Haand:
Som en eenlig Lampe svagt det brænder,
Viftende i Nattens Mulm og Slud,
O! beskjærm den huld med dine Hænder!
Eller — sluk den ganske ud!
Kan du elske dette dunkle Øye?
Det har stundom smilet, ofte grædt,
Længe har det stirret mod det Høye,
Og om en fortrolig Stjerne ledt.
Mange Stjerner saa det koldt nedblinke,
Ingen, som det kunde tale til,
Ingen saae det sympathetisk vinke:
Derfor dæmped Graad dets Ild.
Kan du elske disse blege Kinder?
Glædens Rose blomstrer ei paa dem,
Kun hos dig jeg Glædens Blomst gjenfinder,
Eller hisset i et bedre Hjem;
Thi jeg tabte den i Livets Bølge,
Da jeg vaagned af min Morgendrøm:
Derfor maa den blege Yngling følge
Blomsten i den vilde Strøm.
Kan du elske dette hede Hjerte?
Denne mørke Tale i mit Bryst,
Dette Barn, som luller i sin Smerte,
Dette Barn, som græder i sin Lyst?
Kan du elske, hvad jeg ei begriber,
Denne dybe Attraa i min Sjæl,
Som i det Uendelige griber
Uden Maal og Grændseskjel?
— O! saa slyng da dine Rosenkjæder
Om min Harpe, om mit Digterliv!
Væk min Aand til bedre Væsners Glæder
Ved et mægtigt sympathetisk — Bliv!
Lampen grib, imens endnu den brænder!
See! den vifter saa i Mulm og Slud;
O! beskjærm den huld med dine Hænder!
Eller — sluk den ganske ud!