Fred hviler over Land og Bye,
Ei Verden larmer meer:
Fro smiler Maanen til sin Skye,
Til Stjerne Stjerne seer.
Og Søen blank og rolig staaer
Med Himlen i sin Favn;
Paa Dammen fjerne Vogter gaaer
Og lover Herrens Navn.
Det er saa fredeligt, saa tyst
I Himmel og paa Jord;
Vær ogsaa stille i mit Bryst,
Du Flygtning som der boer!
Slut Fred, o Hjerte, med hver Sjæl,
Som her Dig ei forstaaer!
See over Bye og Dal i Qvel
Nu Fredens Engel gaaer.
Som Du han er en Fremmed her:
Til Himlen staaer hans Hu;
Dog i det stille Stjerneskjær
Han dvæler her som Du.
O, lær af ham din Aftensang,
Fred med hver Sjæl paa Jord;
Til samme Himmel gaaer vor Gang,
Adskilles end vort Spor.
Fred med hvert Hjerte, fjern og nær,
Som uden Ro mon slaae!
Fred med de Faa, som mig har kjær,
Og dem jeg aldrig saae!
Fred med hver Aand, som hader mig!
Den skal mig elske vist,
Naar samlet i Guds Himmerig
Vi ham lovprise hist.