Vort Land, vort Land, vort Fødeland,
lyd højt, o dyre Ord!
ej løftes Bjerg mod Himlens Rand,
ej sænkes Dal, ej skylles Strand
mer elsket end vor Bygd i Nord,
end vore Fædres Jord.
Vort Land er fattigt, siger I,
som kun har Guldet kjær;
en Fremmed gaar os stolt forbi,
men dette Land, det elske vi,
for os med Heder, Fjælde, Skjær
et Guldland dog det er.
Vi elske vore Strømmes Brus
og Bækkens muntre Gang,
de mørke Skoves dybe Sus,
vor Sommersol, vort Nordlysblus,
Alt, hvad der her som Syn, som Sang
har Hjertet rørt engang.
Her stredes vore Fædres Strid
med Tanke, Plov og Sværd,
i solklar som i Skumrings Tid,
med Lykke haard, med Lykke blid
slog Finnefolkets Hjerte her,
her var det Døden nær.
Hvem talte vel de Kampes Tal,
som dette Folk bestod,
naar Krigen fnøs fra Dal til Dal,
naar Frosten kom med Hungrens Kval;
hvem maalte alt dets spildte Blod
og alt dets sejge Mod?
Her var det, det sit Blod udgjød,
ja her, for os det var,
og det var her, det Glæde nød,
og det var her, dets Taarer flød,
det Folks, som vore Byrder bar,
da vi ufødte var.
Her fik vi Alt i dette Land,
her falder Intet svært,
hvad Skjæbnen end os bringe kan,
vi fik i Arv et Fædreland,
hvad er paa Jorden mere værdt,
at have rigtig kjært?
Og her, og her er dette Land,
vort Øje ser det her,
min Haand jeg frit udrække kan
og pege ud paa Sø og Strand
og sige: ser du Landet der,
vort Fødeland det er!
Og førtes vi at bo i Glans
blandt Guldskyer i det Blaa,
og blev vort Liv en Stjernedans,
og evig frisk vor Glædes Krans,
dog til det Land, vi bvgged paa,
vor Længsel skulde gaa.
O Land, du tusind Søers Land,
hvor Sang og Troskab gro,
hvor Livets Hav gav os en Strand,
vor Fortids Land, vor Fremtids Land,
vær uden Blu for fattig Bo,
vær trygt og frit og fro!
Din Blomst engang skal foldes ud
og sprænge Knoppens Tvang;
se, af vor Kjærlighed gaar ud
dit Haab, dit Lys som Vaarens Bud,
og høj’re klinge skal engang
vor fædrelandske Sang.