»Torgejr, Torgejr, hvorfor gaar du?«
»Moder, jeg kan ikke blive,
ned til Fossen det mig drager,
Stuen bliver mig for trang«.
»Altid vandrer du til Fossen,
altid har du Felen med dig,
aldrig har du Ro herinde,
onde Magter lokke dig«.
»Tys, min Moder, ej du tale
om de Ting, du ikke skjønner«.
Saa gik Torgejr med sin Fele,
efter ham med Graad hun saa’.
Og han vandred ned til Fossen,
satte sig og saa’ i Skummet,
saa’ paa Granerne og Fjeldet
og de tunge Skyer graa.
Se, hvor lyttende han sidder,
fanger hver en Lyd, som høres,
Fossen durer, Graner knage,
Stormen synger lydt om Fjeldet.
Og det lyner i hans Øjne,
hver en Muskel i ham spændes,
og før selv han véd det, sidder
han med Felen under Kind.
Hvor det bruser fra dens Strænge!
det er Stormens Sang om Fjeldet,
det er Granerne, som knuses,
det er Fossens dybe Brus.
Og af Guttens Toner manes
Fossekongen op af Dybet,
se, der sidder han i Skummet
med sin Sølverkrone paa.
Tavs han stirrer ned paa Gutten,
kjender i hans Feles Toner
Sangen, som i Fossen durer.
kjender sine egne Toner.
Fjeldet revner, de derinde
lokkes frem af Guttens Fele;
hvad de drømmer, aldrig tænker,
toner nu i Torgejrs Spil.
Højere og højre bruser
Tonerne fra Felens Strænge,
Torgejr véd ej selv, han spiller,
lytter bare til sit Spil.
Fler og flere frem de mylrer,
op af Fossen, ud af Bjerget,
runkne gamle Troldegubber,
unge viltre Troldeknøse.
Nu det mildnes, Stormen stilnes,
andre Toner gaa fra Strængen,
Kvinder stige op af Fossen,
lytte tavse til hans Spil.
Og de flokke sig omkring ham,
alle tykkes han at kjende,
det er alle Bygdens Piger, —
fremst dog Ingerid fra Lien.
Og han ser og ser og spiller,
mer og mere nær de kommer,
Blodet gløder i hans Kinder,
Buen skjælver i hans Haand.
Og det svinder for hans Øjne,
Fjeldet, Fossen, Fossekongen,
alle Troldene, han maned,
ene Ingerid han ser.
Hvor han længes, hvor han trænges,
hvisker han med Felens Toner,
se, nu bøjer hun sig mod ham,
Felen falder af hans Haand.
Imod Stenene den klinger,
Ingerid i Skum forsvinder,
Torgejr griber efter hende,
Felen faar han i sin Haand.
— »Torgejr, længe har jeg ventet,
Maanen sank, og Sol er steget«.
»Moder, jeg var først ved Fossen,
saa var jeg ved Ingerids Grav«.