Fr. Winkel Horn (1845–98)

Nu er Elverprinsen bleg,

før var hans Kinder røde,

før han sang saa frisk og glad,

nu er han tavs som de Døde.

Hvem tog Elverprinsens Fred

og Farven af hans Kinder?

Tror han, at ham ingen ser,

saa tidt hans Taare rinder.

Elverkongen grubler paa,

hvad det vel kan være,

der lagde slig Tyngsel paa hans Søn,

at fast han det ej kan bære.

Vinden véd det og Blomsterne med

— og alle Himlens Stjerner,

men Elverfolket fandt det ej ud,

hvor meget de brød deres Hjerner.

En kun i hele Verden véd,

hvorfor Prinsen lider,

det er den Huldre fejr og fin,

som dèr forbi ham glider.

Se, hvor hun svæver ham let forbi,

snoende sig i Dansen,

se, hvor Øjet straaler klart

omkap med Maaneglansen.

Hør den underfulde Sang,

med den har hans Sjæl hun bundet;

syngende, dansende fanged hun ham,

uden Kamp har hun vundet.

Nu gaar han saa tavs og tankefuld

baade Nætter og Dage,

thi den, som har tabt til Huldren sin

han vinder den aldrig tilbage.

Hvergang han vil tage Huldren i Favn,

flyr hun som Taage for Vinden,

hun danser med højlydt Latter afsted,

han sidder med Graad paa Kinden.

Hun danser om ham i drillende Ring

med lette, lokkende Sange,

saa tager han Kraft og river sig løs,

men bliver dog hendes Fange,

og vender om med Bøn i sit Blik,

som hun besvarer med Latter;

ve den stakkels Elverprins,

som elsker Bjergets Datter.

Men Elverkongen grubler paa,

hvad det vel kan være,

der lagde slig Tyngsel paa hans Søn,

at fast han det ej kan bære.

Kong Olaf ligger og slumrer

under de skyggende Trær,

naar Middagssolen brænder,

er den svale Skygge kjær.

Kong Olaf ligger og slumrer

paa det bløde, duftende Mos;

men hvem er den væne Kvinde,

som saa tankefuld staar hos?

Kong Olaf har lyse Drømme,

og det har ogsaa hun,

se blot det Smil, der spiller

om den lille røde Mund.

Se paa de drømmende Øjne,

som Havet saa dybe og blaa,

det er, som var Himlen aaben,

og hun al Guds Herlighed saa’.

Det er den leflende Huldre,

som nu hos Kong Olaf staar,

for første Gang hendes Hjerte

i underlig Længsel slaar.

Hun stirrer paa Korset, han bærer

i Kjæden paa sit Bryst,

hun tænker, at aldrig saa’ hun

noget saa straalende lyst.

Det lyser ud fra Korset

med saa vidunderlig Glans;

nej — Glansen er ikke Korsets,

den maa vist være hans.

Den hele Skikkelse straaler,

det er i ham der er Lys, —

nej, det tykkes dog, det er Korset —

nej, nu er det atter som nys.

Men hvorfra end Glansen kommer

den drager med sælsom Magt,

de er stærke, de Længsler,

den har i Huldren vakt.

Kong Olaf vaagner, da iler

hun bort som en skræmmet Hind,

han saa’ hende som en Taage

smutte blandt Træerne ind.

Snart stævner hans Baad mod Snekken ud,

som en Falk den flyver afsted,

Korset og Glansen tog han med

og Huldrens Ro og Fred.

Hun sætter sig ved Stranden

og ser paa den gyngende Baad,

der er Længsel i Blikket,

og Længslen bliver til Graad.

Huldren længes og græder,

det var den første Gang,

før havde hun bare Latter

og Dans og jublende Sang.

Og Solen skinner saa sommervarm

og svider den skjære Hud,

Huldren mærker det ikke,

hun stirrer paa Havet ud.

Hun sidder til Solen synker

og Stjernerne komme frem,

saa rejser hun sig og vandrer

tavs og tankefuld hjem.

»Og hør, min Søn, nu sige du mig,

hvad dig ligger paa Hjerte;

Runer der i dit Øje staar

om lønlig Kval og Smerte«.

»O, Fader, om du har mig kjær,

saa spørg mig aldrig mere,

for Ingen paa den hele Jord

jeg tør min Smerte kære«.

»Og tør du ikke kære din Sorg

for anden Mand eller Kvinde,

din Fader kan du sige trygt

alt, hvad du har paa Sinde«.

»O, Fader, frist mig ikke mer,

lad ene min Kval mig bære,

det vilde blot volde dig Sorg og Harm,

du kan ej min Trøster være.

Ingen i Verden kan løfte min Sorg,

undtagen den, som den skabte,

hun kun kan give mig igjen

den Fred, som til hende jeg tabte«.

»Og hør, min Søn, nu nævne du mig,

den fagre Elverpige,

som har fyldt med Elskov din Sjæl,

saa den mod hendes maa hige.

Jeg skal bøje hendes Hu

med stærke Tryllesange,

saa den skal neje sig mod din,

og du hendes Vilje fange«.

»O, Fader, Fader, hvi frister du mig,

det er ingen Elverkvinde,

det er Huldren, som lokked mig

og lagde mig Sorg i Sinde«.

»Huldren! Ve, at den lede Trold

har mægtet din Sjæl at fange,

ve dig! ve for hver Maanenat

du lytted til Huldrens Sange!

Huldren, Huldren! Saa er du fortabt,

din Nød kan Ingen bøde;

bedre du var et Menneskes Barn

og kunde pines tildøde.

Nu maa du bære til evig Tid

din Skjæbne med frugtløs Klage,

den, som har tabt til Huldren sin Sjæl

han vinder den aldrig tilbage.

Selv er du Skyld i al din Nød,

hvi lod du dig lokke og friste,

ve dig, at du svigted dit Folk,

og jeg min Søn maatte miste.

Men aldrig de Tidender spørges skal,

at du tog Huldren i Favn,

flyv saa heller til evig Tid,

slidt sønder af Sorg og Savn«.

Saa talte han ud et Trolddomsord,

saa sælsomt i Luften det klinger;

Elverprinsen blev en Ørn,

der fløj bort paa brusende Vinger.

Hver Dag naar Solen stiger,

gaar Huldren af Bjerget frem

og sætter sig ved Stranden,

som havde hun der sit Hjem.

Hun sidder og ser over Havet

efter den kristne Mand;

men aldrig ser hun ham komme,

hun ser kun Luft og Vand.

Hun sidder og ser over Havet

med Længsel i sit Blik,

hun véd ej, hvorefter hun længes,

men fra ham sin Længsel hun fik.

Hver Dag naar Solen stiger,

flyver Ørnen af Skoven frem,

den sænker sig paa Stranden,

som havde den der sit Hjem.

Den sidder og ser paa Huldren

med Længsel i sit Blik,

den véd, hvorefter den længes,

fra hende sin Længsel den fik.

Og naar Solens Straaler vil svide

Huldrens skjære Hud,

ser den saa mildt paa hende

og spænder Vingerne ud,

kredser om hendes Hoved

og skjærmer mod Solens Ild,

slaar med de brede Vinger

og vifter Kjølighed til.

Saa gaar det alle Dage,

de længes begge to,

til Verdens sidste Tider

faar Ingen af dem Ro.