Hrollaug sad paa sin Kongsgaard
blandt Kæmperne ved sit Bord,
tavse sad de og lytted
til deres Høvdings Ord:
»Nornerne raade for Lykken,
nu gaar den os imod,
i Kvæld jeg mødte min Fylgje
dryppende af Blod.
Hun kvad: »Mod Nat det lider,
nu er vor Tid forbi,
mod Harald Lufas Lykke
forgjæves kæmpe vi.
Alle de norske Konger
baade i Sønder og Nord,
dem har han enten fældet
eller bænket ved sit Bord.
Kun du er endnu tilbage,
og du har tabt dit Spil,
det hjælper ej du strider,
dit Land hører Harald til«.
I mange Somre fulgte
mig Lykken huld og god,
vi kæmped tidt med Harald
og stod ham vel imod.
Nu svigte mine Diser
og gaa paa Haralds Vej,
Nornerne raade for Lykken,
mod dem jeg strider ej.
Jeg vil ej som mangen anden
rømme fra Borg og Land,
jeg vil ej bøje min Nakke
og blive Haralds Mand.
Kaster nede ved Stranden
en Høj for Eders Drot,
selv min Død jeg kaarer,
jeg vil ej Haralds Spot.
Med Sværdets brede Furer
jeg mærker mig paa mit Bryst,
saa farer jeg til Odin,
igjennem Mørkt til Lyst.
I sadle min røde Ganger,
den vil jeg ride paa,
og mine Hunde og Høge
I lade med mig faa.
Saa rider jeg til Valhal, —
tungt at byde Farvel,
men heller skilles fra Eder
end leve som Haralds Træl«.
Saa talte Kongen, men tavse
alle hans Kæmper sad,
da rejste sig Thorvald, Skjalden
og til sin Drot han kvad:
»Jeg fulgte dig, Herre Konge
i mangen blodig Færd,
og alt som Aarene runde,
fik jeg dig mere kjær.
Thi vil jeg da ogsaa følge
dig did, hvor nu du gaar,
jeg tænker vel, jeg i Valhal
en Plads ved din Side faar«.
Meldte den gamle Sigvald:
»Det Ord var talt af en Mand,
hvad mener I, om vi alle
fulgte vor Drot som han,
og ride med under Mulde,
hvi skal vi skilles nu?
at følge min Drot til Valhal
dertil staar nu min Hu«.
Da blev der Gny og Bulder
at høre ved Kongens Bord,
at følge Hrollaug til Valhal
alle hans Kæmper svor.
De Trælle fik nok at gjøre,
de brugte al deres Flid,
og da saa Højen stod der,
red alle Mændene did.
Harald Lufa stævnede vesterpaa
at tage Kong Hrollaugs Land,
men da han kom til Borgen,
var der ikke en eneste Mand.
Men nede ved Stranden staar Højen,
der synger Ægir sit Kvad
for Drotten og hans Kæmper,
som fulgtes i Døden ad.