Naar Karlene, snorkende, sveder i Halmen,
og Duen har puttet sit Næb under Vingen;
naar nygifte Koner faar Svimlen og Kvalmen,
og Skummet staar Hesten om Bugen og Bringen —
Naar Pigen som vasker, besværet af Varmen,
med Haandbagen visker sig Draaben fra Panden,
og ønsker med perlende Sved over Barmen,
at hun kunde bytte med Gaasen og Anden —
Naar Tyrenes Brum bliver dybe som Brønde,
og Køerne dasker sig Bremsen af Kroppen,
og Hingstene spiler de skælvende, skønne,
blødtbuede Næsebor, vejrende Hoppen —
Naar Kvierne rejser de duskede Haler
og render i Rugen med Tøjret og Pælen;
naar Fluerne summer og Hanerne galer,
og vi gaar omkring med et Blylaag paa Sjælen —
Naar Spyfluemaddiken bævrer fornøjet,
og Bierne kreser uroligt om Kuber,
og Landliggerfrøknerne kryber af Tøjet
og svaler i Stranden de pustende Struber —
Naar Fruerne hemmeligt Barmene lufter,
og Bedstefa’r snapper beklemt efter Vejret,
mens Havernes Hylde beklumrende dufter
omkap med Jasminerne henne ved Gærdet —
Naar Svalerne stryger langs Klinte og Kløver,
og Solen staar sløret i Zenith og stikker,
og Vejmelet, ophvirvlet, pludselig støver
langs Grøfternes pudrede Vejbred og Vikker —
Og Vindstødet gaar som et Brus gennem Haven
og klirrer med Ruder og smækker med Porten —
og alt bliver stille som Natten og Graven
mens Regndraaben smelder —- saa har vi en Torden!
En stor Karavane af flyvende Fødder
gaar raslende over de skælvende Blade.
Hvor drikker nu alle smaa Fibre og Rødder,
som Børn deres Mødre maa mætte og made!
Det smasker i Regnen som suttende Læber,
der gasser sig godt ved de gavmilde Bryster.
I Ly kryber Haner med Haler, der slæber,
mens Skraldene raser saa Ruderne ryster.
Sort staar over Haven en Skymur af Skifer,
mens Tusmørket truende Træerne tynger —
Der ridser Vorherre sit hvislende Ciffer
hen over de glinsende Kirsebærklynger.
Men kraftigt blev Kløveren kvæget af Regnen —
Sødtsvalede hilser nu Sangdroslens Triller
en gryende Blankhed, som groer over Egnen,
mens Farverne risler fra Regnbuens Piller.
Bort brister i Skyen den brogede Bue
med Dugg af Orange og Dryp af det Røde —
Men Hjærterne flyver som Skovbrynets Due
befriede Lyset og Livet i Møde.