Det var en Vinter hvid og streng —
Vi sænkede en lille Dreng
i Jordens sorte, kolde Seng.
Syv blanke, solskinsfyldte Aar,
hvis Fodspor nu som friske Saar
i hans og hendes Hjærter staar,
Gav vi med Sorg til Gravens Gem —
Og de, hvis Barn det var, gik hjem,
hvor Savnet sad og vented dem.
Et Barn vi gav til Moder Jord —
Men om os stod saa hvid og stor
en Vinterdag med Foraarsspor.
Og hjem vi gik blandt Børn, der lo;
og Pigebørn gik to og to,
og Livet sang fra deres Sko.
Og svangre Mødre mødte os —
og vrinskende slog Drengetrods
mod Vinterblaaets Solskinsfos.