I
De sidste Kornlæs rumler rask
mod Landsbygaardens Lade.
Kun grønne staar i Bygens Plask
de brede Roeblade.
Her skrælles Stub, her saas der Rug,
her gødes Vinterbrakken,
mens Tærskeværkets hule Bug
gesvindt fortærer Stakken.
Rundkresende i Luftens Sø
gik højt en Storkeskare —
Farvel og Tak, vor Rugeø,
nu blev det Tid at fare!
Ak! Gik jeg ikke her i Gaar,
og fremad laa en lang Vej,
og om mig stod en Dis af Vaar,
imellemstunder sang jeg —!
Og nu er Vejen frem saa kort!
Hvor er I, dyre Timer?
Ustanselige fløj I bort
som Høstens Trækfuglstimer
Men se — med ét brød Solen frem,
forgyldte vaade Traver
og sænkede en Æbleem
om alle Landsbyhaver —
Et Skud bag gule Banker faldt,
en Vildvin stod i Luer — —
O, skønne Høst, som samler alt
i dine høje Stuer —!
Din liflige Sensommermund
skal end en Gang jeg smage,
mens jeg fra Bankens Top en Stund
ser fremad og tilbage.
Tyndt blev dit Løv og halvvejs gult
og bleg din Middags Kærte.
Men Sommeren, som svandt, har skjult
sin Sødme i dit Hjærte.
Og rejser alle Fuglekuld,
udruget i vor Rede,
saaer Bønder dog i Danmarks Muld
den nye Rug og Hvede.
II
Da jeg var ung, da var jeg svag,
og meget gik til Spilde — —
Men nærmere jeg staar i Dag
ved Livets Moderkilde.
Staar her, et graanet Jordens Barn,
September, paa din Banke,
hvor Edderkop har spændt sit Garn,
og lytter til din Tanke.
En Bejler til din Modenhed,
Medvider i din Gaade — — —
Giv mig det Æblekys du ved
og mæt mig med din Naade.
Frugtkronet staar dit Æbletræ,
mens Jordens unge Piger
med Blæsten om de blide Knæ
gaar gennem Jordens Riger.
Var det i Fjor, var det i Gaar,
jeg hørte denne Latter —?
O, Ungdomsdrøm, du genopstaar,
imod mig gaar din Datter!
Kom frit, mit Barn, og ræk mig trygt
de tillidsfulde Hænder!
Nu tør jeg ta’ dem uden Frygt,
vi to skal være Venner!
Hvor er din blanke Tillid skøn,
hvor er din Ungdom tapper,
mens som en flammebaaret Bøn
du stormer Lykkens Trapper!
Hvor straaler du af Venlighed,
hvor tindrer du af Glæde,
skjønt lidet om den Jord du ved,
hvor du saa trygt tør træde!
Velkommen ved mit Æbletræ,
hvor jeg i Svalhed støtter
mit Hoved mod et frodigt Knæ,
mens Skyggen langsomt flytter.
Hvor du din Pigefod har sat,
der blomstrer alle Veje.
Men i den store Stjærnenat
staar Fru Septembers Leje.
Der løser hun sit Fruehaar
omkring de svale Lemmer,
og i en Drøm om evig Vaar
sin elskede hun gemmer.
Se Æbletræet, helt sig selv
og Kronen ét med Roden,
opløfter under Skyens Hvælv
en Sommer tung og moden.
De skønne Børn af Sol og Jord,
som tynger Træets Stamme,
er, skønt de husker ej i Fjor,
forunderligt de samme.
Men har en Sommer fundet Form,
saa skælver Livets Skove.
Og falder Frugt for Stød af Storm,
skal Æbletræet sove.
Jeg delte Træets modne Frugt
og fandt dens Hjærtekammer.
Der sov i brune Rader smukt
de nye Æblestammer.
Dets Frugt var Bolig for en Aand,
som spiler sine Vinger
og sprænger sine Puppebaand,
naar Pintseklokken ringer.
Saa mangt et Barn af Sol og Jord
fandt sig tilsidst alene — —
Med Aanden udi alt, der groer,
min Aand sig vil forene.
Naar Høsten har sit Offer bragt
og færget frelst til Maalet
de svangre Sommertimers Fragt,
bestiger Enken Baalet.
Sig selv hun ofrer, evigtro,
mens Dybets Salme toner.
Saa skal hun faa saa sval en Ro
og møde sin Forsoner.
Han skrider over Stjærnebror
og over Mørkets Vande,
og skriver tavs et evigt Ord
paa hendes kolde Pande.
Men dette Ord skal ingen se
og ingen Mund udtale
O, Evighed, din Vilje ske
i Jordens dunkle Sale!