De vrimler os i Møde,
de farver Grøftens Rand,
opstandne fra de Døde
i Foraarssolens Land.
De følges mange Mile
langs Kongevejens Pile
helt ud til Østerstrand.
Og gaar vi over Bæltet,
saa staar de ogsaa der
og spejler sig i Æltet
henunder vaade Træer.
Se dér staar Pilen stynet
med Solskinsstænk i Brynet
Den har Alfader kær!
Med Guldstøv paa smaa Tryner
gaar Bierne paa Rad,
som Toldere, der syner
hvert solskinslunet Fad.
Hør, alle Grøfter suser!
Det store Foraar bruser,
og ved ej selv for hvad.
O, Duft af Danmarks Sommer
i søde Kurve skjult,
det Græs, hvorfra du kommer,
vor Barndom saa det gult.
Naar blidt vor Sjæl du rører,
end Kilderne vi hører
henrisle svalt og smult.
Før os en Stund tilbage
langs Barndomsbækkens Straa
til dybe Foraarsdage,
hvor Himlene er blaa
og Bøgens Krone breder
sin høje Ro om Reder,
som Duer ruger paa.
Skyl skønne Solskinsbølge
rundt Danmarks grønne Jord,
og tillad os at følge
med ind, hvor Livet groer!
Vi nævner kære Navne
og lader Mildhed favne
vor Sjæl i Vaarens Kor.
Saa løft dig, Hjærte, atter
og glem en ringe Tort!
Slæng Vredens bitre Slatter
befriet fra dig bort!
Saa faar vi Lov at træde
med ind til denne Glæde
saa dyrebar som kort.