Se, smaa Solskinsfingre sysler blandt de sødtbespændte Kviste,
løsner sagte, hvad der snærer, og befrier et krøllet Blad — — —!
Kuldskært kryber spæde Lemmer frem af Svøb, der lydløst briste,
gyser sødt og glider nøgne ud i Luftens Bad.
Ubesværet svulmer Løvets svale Aandedrag,
blødt som blev et Jorderige skabt just denne Dag.
Ægget under Svaler brister, Pupper gaar itu.
Nyfødt bruser Sommerdagen i det nøgne Nu.
Andemo’r fra Reden rapper, stolt af sine søde Unger.
Flokken vipper let som Spaaner over Søens Solskinsspejl.
Morgenen befrier sin Glæde i et Brus af Fugletunger.
Skyen bugner midt i Blaaet som et dunhvidt Sejl.
Muntre Fuglemødre mader Ungerne som før.
Guldsmed danser solberuset om hvert Aaløbs Rør.
Frem i Solen glider Snogen sagte fra sit Hi.
Ved hver Blomsterlæbe dingler der en laadden Bi.
Ja, den gamle Sommer er her! Trofast er den vendt tilbage.
Brummer trygt og dybt og mægtigt sit Te-deum uden Ord.
Bærer i sin Favn imod os genopstandne Barndomsdage,
hvor hver Time er en Tone i Aartusners Kor.
Gyng nu, syng nu over Græsset, tyste Solskinsspæt!
Sommerfugl, forlad nu Puppen paa din gyldne Plet!
Stræk nu fra dit Vindelkammer, Snegl, dit Følehorn!
Skru dig, Lærkelil, mod Solen fra det unge Korn!
Kærlige smaa Fuglemødre, trofast sysler I om Reden!
Stærehun blandt Æbleblomster, o, din Lydighed er sød!
Mindste Blomst, som farver Græsset, er et Barn af Kærligheden.
Dulgt i alle Mødrehjærter brænder samme Glød.
Sødtbesværede, som lytter til en ufødt Vaar,
som skal blomstre ved din Side, mens din Livsdag gaar,
vug i Solen trygt din lille Søn, som sover krum
i dit varme Moderlegems dunkle Rugerum!
Bær nu, haarombundne Piger, ud i Marken eders Spande!
Tøm nu mellem Kløverblomster Koens spændte Mælkesæk!
Sænk nu, bringedybe Tyre, fnysende den laadne Pande!
Tit nu op fra Andemaden, blanke Frø, og kvæk!
Kom nu alle Barndomsvenner, Kalve, Føl og Kid!
Se, vor Vennehilsen dølger intet Nag og Nid.
Hils os, Svale, paa vor Tærskel, kvidrende og kær!
Gro omkring os, svalt og stille, skønne Jordens Træer!
Straaet, Myren, Lærketrillen, alt blev nyt, er dog det samme.
O, vær tryg, den store Sommer gaar sin Gang, den varer ved!
Se, den vil, at vore Hjærter, som den nærer med sin Flamme,
skal i Nuets Glæde slutte Pagt med Evighed!
Kom og lad os trøstig vandre over Lysets Bro!
Bagved alle Dages Vandring venter Nattens Ro.
Trygt, saa langt vor Varme rækker, planter vi vor Fod.
I et evigt Sommerhjærte har vort eget Rod.
Brus nu tingraa Bøgestammer over svale Anemoner!
Vug nu alle grønne Grene! Luft nu, Blad, den skøre Hud!
Rug nu uforstyrret, Due, mellem store, stille Kroner!
Rundt omkring din Rede springer Danmarks Sommer ud!
Ræk nu, Føl, den bløde Mule mod din Moders Bug
Sign nu Solskin, Korn og Kløver! Gyng nu grønne Rug!
Drik nu Livets Saft, Barnlille, tæt ind til din Mo’er,
som en Bi hos Blomsten dier, som et Græs, der groer!