Sukkende sejge,
O lange som Aar,
over de skumrende Veje
Dagene gaar.
Sneen med jordrede Lapper
er ikke hvid.
Hjærte, vær tapper,
bi! Den kommer din Tid.
Herregaardskuler,
svøbt i en Dis,
laadne om Koder og Muler,
kører med Is.
Prustende Rumpen de letter — —
Friskbagt og gul
Gødselen mætter
Vejenes hærgede Fugl.
Kragen den Prakker,
haaner det Stræb,
sidder i Vejpil og hakker,
hvæsser sit Næb.
Hadfuld den løfter fra Hjærtet
Hævnraab og roer,
hungrig og hærdet,
over en Tusmørkejord.
Landevejstraade
tuder en lang,
hujende, over al Maade
tungsindig Sang.
Ris er den Poppel, hvor Skaden
redte til Æg.
Langsomt, paa Laden,
drypper et Istappeskæg.
Landsbyens Tage
blomstrer i Sne.
Grøn er den svulmende Flage,
festlig at se.
Sneen, som nylig var frosset,
er jo i Tø.
Sejret har Mosset
Snehavets frodige Ø.