Bygen flygter saa mørk og vaad,
og alle de blomstrende Lønne
bliver saa lysende grønne;
frugtbar var Foraarets Graad.
Himlen er jo som Sølv at se,
og ren er Solsortens Trille.
Grenene grønnes saa stille.
Skønne Ting skal nu ske.
Tavs er Pigen, som træder ind
under de bristende Kroner.
Undrende hører hun Toner
strømme gennem sit Sind.
Løndomsfuldt og forunderlig rigt
blunder et Smil paa Munden.
Nær er Forløsningsstunden.
Skaberen drømmer sit Digt.