Paa Sletten Blodet damped,
Liig taarned sig paa Liig,
Og blandt de Faldnes Jamren
Lod skænende Seierskrig;
Northumberlands rige Grøde
Nedtramped Hestens Fod,
Og Flammen vildt, betegned
Det Sted, hvor nys Slaget stod.
Saa langt, som Øiet rakte
Fra Hexham imod Syd,
De slagne Engelskmænd flygted
For Fjendens Sværd og Spyd;
Og Edvard, der som Voldsmand
Betraadte Englands Strand,
Paa denne Dag sig raned
En Krone og et Land.
Dog halv var kun hans Seier,
Skjøndt Kampen var fuldbragt,
Thi Landets rette Dronning
Var end ei i hans Magt:
„Det bedste Slot i England
Jeg skjænker — lød hans Røst
Til den, som bringer hende
Og Drengen ved hendes Bryst.”
Hvo flygter hist i Natten
Saa hurtig som en Hind,
Hvor Skovens Hegn er tættest
Og svagest Maanens Skin?
En Qvinde, bleg og deilig!
Med eet hun standser ræd
Og vender sig om og lytter
Og flygter igjen afsted.
Hun ændser ei, at Tornen
Har ridset hendes Fod
Og sønderrevet Sløret
Og farvet det med Blod;
Hun ændser ei, at Mathed
Betynger hendes Fjed —
Kun fremad gaaer det, fremad
Uden Hvile og Fred.
Paa Armen slumrer Barnet
Saa sødt og saa fast;
Tæt knuger hun det til sig
Med frygtsomt Øiekast;
Ved hver en Lyd i Skoven
Hun skjølver for dets Liv —
Nu segner hun, træt og kraftløs,
Den haardt forfulgte Viv.
Den tunge Fløielskaabe
Hun svøber om Drengens Fod,
Saa læner hun mat sit Hoved
Til Egetræets Rod;
Og over Barnets Pande
Folder hun fromt til Bøn
De hvide Hænder og beder
For sig og for sin Søn.
Men høit som en Thronsal hvælved
Sig Skoven, hvor hun laa;
Saa blødt som et Fløielsbolster
Blev Mosset, hun hvilte paa,
Og over det Sted, hvor rolig
Hun slumred, faur og fiin.
Der hvælvede Stjernehimlen
Sin blaae Baldachin.
Som lette, flygtige Terner,
Der flyve paa hvert et Vink,
Igjennem Løvet listed
Sig Maanens gyldne Blink;
Og kjærligt ved hendes Hoved
Guds Engle smaa holdt Vagt,
Saa tryggere her hun slumred
End forhen i al sin Pragt.
Men da det første Daggry
Fordrev den korte Nat,
Og Morgenvinden vaagned
I Busk og i Krat,
Da foer hun med Skræk fra Leiet:
„Mit Barn! hvor er min Dreng?”
Sødt sov han, som Blomsten sover
I Græssets duftende Seng.
Hun knuger ham tæt til Brystet
Og trykker et sagte Kys
Paa Barnets røde Kinder
Og blomstrende Mund, — men tys!
Hvad rasler der hist i Krattet?
Hun springer op i Hast,
Og rask vil hun flye, — men Foden
Er naglet til Jorden fast.
En kraftig Arm sig slynger
Om hendes smekkre Liv,
Og foran Brystet blinker
En truende Kniv;
En Mand med trodsige Miner
Og vilde, forvovne Træk
Har fæstet sit Blik paa hende,
Saa Blodet stivner af Skræk.
Hans Øie sluger begjerlig
Det straalende Pandebaand
Og Kjæden paa Brystet og Ringen,
Der funkler paa hendes Haand;
Om Kniven hans Haand sig knytter,
Hun blegner for hans Blik —
Men kun et Nu, og atter
Hun Mod og Fatning fik.
Hun saae ham fast i Øiet
Med Høihed i sit Blik,
Men blandet med en Mildhed,
Der dybt til Hjertet gik:
„Du kjender mig vel ikke?
Du veed ei, din Dronning gaaer
Som Flygtning i sit Rige,
Du veed ei, hun for Dig staaer.
„Din Dronning til Dig trænger,
Hun kommer i sin Nød
Og beder Dig om Huusly
Og beder Dig om Brød;
Den største Skat i England
I din Haand hun betroer:
Tag her min Søn!” — Hun rakte
Imod ham det lille Noer.
„Du kjender vel Vei i Skoven?
Saa før mig til min Slægt,
Og glem ei, at Englands Lykke
Er nu i din Varetægt!”
Han styrter for hendes Fødder,
Hun takker Gud iløn, —
Og frelst var Englands Dronning,
Og frelst hendes unge Søn.