H.P. Holst (1811–93)

    „Fjernt fra Østerlandet herhen droge vi,

    Over dybe Have Veien toge vi,

                O thi Fødselsstjernen

    Drog os magnetisk til Bethlehems Stad.

                Der har vi dvælet,

                Tilbedt og knælet,

    Myrrha og Røgelse offred vi glad.”

Egentlig er det ei ganske sandt,

At fra Østerlandet vi herhen fandt;

Naar vi skal sige det ærligt, saa boe vi derude,

Hvor de tjærede Ulke bande og tude.

Tre Konger er vi just ikke heller —

Vor Kongetitel til Wandsbeck gjælder!

Ei engang med Konger i Kaart vi rangere,

Thi vi er kun tre, og dertil skal flere;

Desuden siger vor Fa’er (og saa vender han sin Skraa

Og hiver op i Selerne, saa at det kan forslaae):

„Hver er god for sig,” siger han, „Konge og Foes,

Men Fanden skulde være Konge, naar man kan være Matros!”

Og hvad Helligheden angaaer, er det reentud Løgn —

Vi spille vor Mand baade Hellig og Søgn!

Nei, vi er kun tre fattige Nybodersdrenge,

Som gjerne vil fortjene et Par Skillings Penge;

Kanskeesens De derfor, naar Tallerkningen kommer,

Kunde see at faae Albuen i Deres Lommer?

    „Frelseren i Krybben kjærligt skued os,

    Og skjøndt tusind Farer rundtom trued os,

                Ei vi Faren ændsed, —

    Jublende trindt Evangeliet lød:

                „I, som maae lide

                Sorrig og Qvide,

    Glæder Jer, Eder en Frelser er fød.”

Ja hvad Farerne angaaer, saa er det rigtigt —

Vi maae rigtignok drive det meget forsigtigt,

Thi hvis Politiet faaer Nys om Sagen,

Saa negle de os — det er klart som Dagen!

Saa faae vi Losi og frit Traktemente,

Lidt Nips og Strips kan vi ogsaa vente.

Der er Noget, skal jeg sige os, som hedder Politiets Stok —

Den kjendes nok neppe i Eders Flok!

Men saa er der ogsaa Noget, som hedder „Nyboders Stok” —

Det er noget Andet, den kjender I nok!

Den første er løs og kan let sig forhaste,

Den anden derimod hedder den faste!

Imellem de to er der altid Strid,

Og Striden vil vare til evig Tid,

Thi den første vil altid den sidste børste,

Og saa banker igjen den sidste den første!

Men vi smaa Fyre vil helst være frie,

Og derfor bede vi gunstigst, at I

Vil huske, at skjøndt vi er smaa Matroser,

Saa kom vi dog herhen som Virtuoser:

Thi vil I — det haabe vi stakkels Knøse —

Beskytte den faste Stok mod den løse!

    „Mange paa os hørte, Faa forstode os,

    De, som med os fulgte, snart forlode os,

                Men naar Nytaarsnyet

    Tændes paa Himlen, forjetter, det smukt,

                At hver, som haaber.

                At hver, som haaber,

    Frelsen skal skue og smage dens Frugt!”