I Sorøskovens Sangerchor
Da leired sig et Sørgeflor
Om Skoven, som dens Toner rummed.
Og Vaaren kom, den var der ei,
Da mørknedes den lyse Mai:
Den kommer ei igjen, o nei!
„Jo,” smilte Musen, „jo den kommer!”
O Du, hvem hun med kjærlig Hu
Har aandet Sangens Ild i Brystet,
Drag ei derhen, før vi endnu
Engang din Haand har kjærligt krystet!
Og tag vor Tak for hvad Du gav,
Dit Did og dine Toners Hav!
Hvor dybt Du steg i Oldtids Grav,
Du glemte Livet ei heroppe!
Og derfor naar som Philolog
Engang man høit dit Navn berømmer
Og undres: hvordan udfandt dog
Han det, hvorom slet Ingen drømmer?
„Det har jeg læst,” svar da med Smiil,
„I Livets Bog, dens muntre Stiil,
I mine Børns, min Kones Smiil,
I mine Venners glade Blikke!”