I Ly af Dronningen for alle Byer
Hengled din Ungdom som et Eventyr, —
Dig i sit Skjønhedsnet Firenze hilded;
Og Arnofloden med de hvide Seil
Har tidt Dig vugget paa sit blanke Speil
Og suget ind dit ungdomsfriske Billed.
Da traf Dig Eros, Guden, for hvis Magt
Sig Alting bøie maa, — og uforsagt
Det varme, rige Syd Du Ryggen vendte,
Drog bort fra Slægt, fra Venner og fra dem,
Der elsked Dig, bort til et fremmed Hjem,
Et koldt og fattigt, hvor Dig Ingen kjendte!
Men Eros fulgte Dig, og Nordens Iis
Ved hans Mirakel blev et Paradiis,
Langt skjønnere end hiint bag Sydens Pinier;
Og i dit Huuslivs hyggelige Ro
Du glemte Leonardo, Sanzio
Og de violblaae Bjerges bløde Linier.
Hvo fatter Kjærlighedens Tid og Maal?
Een tømmer rask tilbunds den fyldte Skaal,
En Anden drikker Draabe efter Draabe!
Snart brænder Ilden sindigt lange Aar,
Snart i et eneste Moment den staaer
Omkring fin Længsels Maal sin Flammekaabe!
Saadan var din Lod, saadant var dit Liv!
Et Stjerneskud det var, et flygtigt Bliv,
Et luftigt, glimrende Morganabilled!
Og dog med Smerte stod vi ved din Grav
— Den Fodbred Jord, vort kolde Land Dig gav —
Og tunge Taarer paa din Kiste trilled:
Thi som en Engel steg til ham Du ned,
Til ham, der nu forgjeves søger Fred,
Fordi paa Dig han bygged som en Klippe —
O Engel i det lyse Himmelbo!
Forlad ham ikke nu! bliv Du ham tro
Og hold ham opreist, naar hans Kraft vil glippe