H.P. Holst (1811–93)

Tabt var Grækenlands Kunst, og sørgende Muserne flygted

Bort fra ægæiske Strand, bort fra sikuliske Kyst;

Dog mod det elskede Land endnu engang Blikket de vendte,

Og i et klagende Chor toned det sidste Farvel.

Bjergene skjælved derved, fra Grunden oprørtes Havet,

Jorden aabned sit Svælg, kræved sit kostbare Rov:

Templerne styrte i Gruus, see! Marmorværkerne vakle,

See! nu styrte de om, knuses i Faldet til Støv!

Lyrerne knuses med dem — men hør! fra de bristende Strenge

Klinger som Echo endnu døende, mat et Farvel.

Og Aartusinder gik. Paa Marmorets straalende Skatte

Jorden rugede tungt, tungere Glemselen dog!

Talløse Slægter forsvandt, og andre fødtes og døde,

Byer og Stæder forgik, andre opførtes paany;

Men under Tidernes Løb og under den flygtige Vexling

Gjemte den dunkle Jord skinsyg sin straalende Skat.

Stundom i Muldet det klang, naar en Landmand graved sin Viingaard,

Eller naar Oxerne trak langsomt den vægtige Plov:

Steg af den mørke Grav, der i lange Sekler sig lukked,

Frem da en Marmorgestalt i sin olympiske Glands,

Undrende stirred de da paa Formernes evige Skjønhed

Og paa den Høihed og Ro, som blev Antiken tildeel,

Stilled til Skue den frem, som vilde de ret for Alverden

Vise, hvor fattig og tom Nutidens Kunst var mod den.

Men paa den travle Færd forundret stirrer en Yngling;

Langveis fra nylig han kom hen til den evige Stad.

Ingen kjendte ham der, og Ingen fatted hans Væsen,

Tankefuld gik han omkring — men paa hans ensomme Gang

Hviskede lønlig, det tidt i Laurernes susende Grene,

Og det var, som om dybt Kronen de bøied for ham.

Som naar en Ungersvend gjenseer sin Elskedes Aasyn

— Mange Aar skilte dem ad, intet Træk blev dog glemt —

Saadan Antiken han saae, og saadan stod den nu for ham,

Thi dengang han blev født, fødtes Antiken med ham:

Derfor ei Spaden han greb, for at søge den møisomt i Jorden,

Men af sin inderste Sjæl nyskabt han maned den frem,

Større var Glæden vist ei blandt Olympens salige Guder,

Dengang Hephaistos med Kraft smedede Jupiters Lyn,

End da hans Meisel klang, og af hundrede skinnende Blokke

Guderne atter fremstod, seirende, skjønne som før.

„Ha, hvo er han? hvor stammer han fra? hvad Slægt har ham fostret?”

Saaledes lød det nu trindt, lød det i Syd og i Nord;

Skindbundne Bøger kom frem og skimlede, graae Pergamenter,

Klarlig bevistes af dem, at han af Kongebyrd var —

Daarer! der søge hans Slægt i den graae, den tvivlsomme Fortid,

Kaster et Blik paa dem, som han har fostret og født,

Troer I da end, at han er født af jordiske Konger,

Han, som til Verden har bragt slig en guddommelig Slægt?

Ja en guddommelig Slægt! Hvad en gammel Mythe fortæller,

At af det vuggende Hav Skjønhedsgudinden blev født,

Smukt gjentog sig med ham, thi hvergang et Værk han frembragte,

Fødtes af Tankernes Hav Skjønhedens Billed paany.

Kraftigt sin Bane han brød, og sit Spor i Marmor han satte,

Sildigste Slægter skal end studsende følge hans Spor!

Kraftigt sin Bane han brød, — men hans Banes Meta var Skjønhed,

Og som den scythiske Piil lynsnart til Maalet han vandt.

Tusinde stræbe didhen, og rask begynde de Løbet,

Foden trættes dog snart, Maalet tabes saa let,

Bort fra Banen dem vinke de gyldne, fristende Frugter,

Der Atalanta tilforn standsede i hendes Løb!

Hæder og Guld og Gunst — see, det er de Frugter, der lokke

Kunstnerne tidt fra det Maal, som de sig viede til —

Intet fristede ham, og Intet ham lokked til Siden:

Simpelt og sandt var hans Liv, simpel og sand var hans Kunst!

Hvo har ei tidt beundrende seet hiint Mesterens Billed:

Ung og i seirende Glands svæver den dæmrende Dag,

Yppigt hun Blomster udstrøer, fra Fingrene Roserne falde,

Lucifer Fakkelens Glands svinger fra Skulderen kjækt —

Saaledes var just hans Liv, en klar, en straalende Soldag,

I triumferende Glands traadte for Verden han frem,

Aandens Blomster han gav — som Roser de faldt fra hans Fingre,

Ligesaa skjønne i Qvel som i den tidlige Gry:

Over den vidtstrakte Jord beskrev han sin lysende Bane,

Qvægende mildt med sin Glands, hvorhen end Straalerne faldt;

Med ham hans Genins fløi, med Faklen den viste ham Veien,

Og for dens luende Skjær blegned de jordiske Lys!

Aandens Blomster han gav; som Roser de faldt fra hans Fingre,

Ligesaa skjønne i Qvel som i den tidlige Gry, —

Ingen af Dødelig født, der saae ham saaledes virke

Herlig i Middagskraft, aned, at Natten var nær!

Ak, hvo tænkte, at han, der nys betvang selv Herakles

Og hans gigantiske Krop fængsled til Marmorets Blok,

Ak, hvo tænkte, at han, der Døden fravristed dens Bytte,

Selv alt var kaaret til Rov af den ubønlige Død!

Pluton, Skyggernes Drot, der hader det skinnende Daglys

Og hvad der glædes derved, skued fortørnet hans Færd!

Jordens Rigdom og Glands, hvad den eier af skjønnest og herligst,

Griber hans dristige Haand, drager til Hades det ned;

Længe han tøvede dog, før mod ham han vovede Kampen,

Frygtende selv for den Kraft, der endog Guder betvang;

Heller ei lyktes det nu: thi det var just hiin mystiske Time,

Da den omslørende Nat stiger paa Himmelen frem,

Langsomt svæved hun ned, af Guder og Mennesker elsket,

Hun, ved hvis rolige Bryst Døden selv er en Søvn:

Kjærligt hun kyssed hans Mund paa Tærsklen til Musernes Tempel,

Der, hvor den stygiske Drot aldrig har vovet sig ind,

Fløi saa langsomt derfra, og snart forsvandt hun i Rummet,

Mens han med seirende Blik træder i Tempelet ind:

Stærkt da i Hallen det klang! fra Strengene Tonerne bruste,

Og under Hymnernes Lyd sank han i Musernes Favn!

Men de pieriske Møer i Armene greb deres Yndling,

Svang sig saa søsterligt smukt høit over Skyernes Flod,

Høit over Stjernernes Gang med ham til det fjerne Olympos,

Hvor i udødelig Glands straaler de Saliges Chor.

Phoibos sin Lyra da slog, fra Læben flød himmelske Rhythmer,

Saadan en Velkomstsang hørte Olympen ei før!

Hebe, undseelig og bly, som dengang hun stod for Herakles,

Rakte sin Patera ham, krandset med Nektarens Saft;

Gratierne smilte saa skjelmsk, imens Aphrodite, den gyldne,

Lagde en Evighedskrands om hans ærværdige Lok;

Zeus selv, den Himmelske, rysted saa stærkt de ambrosiske Lokker,

At det hele Olymp skjælved af Glæde derved!

Ja, en Heros han var, og alt nu hans Liv er en Mythe,

Som i sit mystiske Svøb vandrer fra Slægt og til Slægt;

Men hans Bedrift er klar, og i høi, beskuelig Klarhed

Taler dens Marmorskrift til det beundrende Blik.

Kort kun vi eied ham selv, men hans Aand har vi bygget et Tempel

Eneste vel i sit Slags, simpelt og stort som han selv;

Snart det os kalder til Fest, snart fyldes de prægtige Sale:

Gudernes salige Chor, Musers og Gratiers Flok,

Alt, hvad hans skabende Aand har paatrykt sit evige Stempel,

Flytter i Templet da ind til uforgængeligt Liv;

Seiersgudinden, som for ustandset fløi over Jorden,

Fløi fra Bedrift til Bedrift, ja endog hun skal for ham

Sænke sin flygtige Vogn og dvæle hos ham til det Sidste,

Og paa hans Tempel skal staae: See! her standsede hun.

Ikke med Sørgemusik eller Klang af lydiske Fløiter

Skulle vi flokkes da hist, hvor man hans Bauta har reist.

Nei! med bevingede Ord, med Sang, der staaer imod Himlen,

Skal hvert Værk, han har skabt, hilses af Ynglingers Flok,

Og paa hans Grav skal Pigernes Chor strøe duftende Krandse,

Vidnende smukt, at han end lever et blomstrende Liv, —

Som en Opstandelsens Fest skal da denne Dag staae betegnet,

Og om Aartusinder vil Rygtet fortælle derom! —