Det aftnes. Ilden sagtner nu,
Og Natten bringer Freden,
Kun hist og her der falder end
Enkelte Skud i Kjeden.
Paa Flensborgveien Fod for Fod
Et Vogntog sig bevæger —
Vend Øiet bort! tøm ei tilbunds
Det bittre Smertens Bæger!
Vend Øiet bort fra dem, som her
I Blod Paa Halmen ligge
Med blege Miner, brændende Saar
Og halvudslukte Blikke!
Vend Øiet bort! Tak Gud, at ei
Et Syn Du fik at skue,
Der som et Spøgels Dag og Nat
Bestandig vil Dig true —
Og følge Dig paa Hestens Ryg,
I Skov, paa Havets Strømme,
I Venners Lag, i stille Hjem,
Vaagen og i Drømme!
Men kast dit Blik med Stolthed hen
Paa Grupperne derinde
I Skoven ved den mørke Sø,
Som kruses af Nattens Vinde!
See disse Skikkelser, hvor trygt
De strække deres Lemmer
I Søvnen, medens Haanden fast
Sig om Geværet klemmer!
See hvilken Ro paa disse Træk,
Som Kampens Træthed furer!
De slumre trygt, og dog de veed,
At Døden paa dem lurer.
De slumre trygt paa Dagens Færd,
Som om de ikke vidste,
At denne dybe Søvn maaskee
Vil blive deres sidste!
See disse Blus i hundredviis.
Der speile sig i Vandet —
See Hestene, der pruste tungt
Og vælte sig i Sandet —
See Flammen, hvor den svæver med
Sit Blus til alle Sider
Og spiller paa de blanke Løb
Af Vaabenpyramider!
Og see igjennem Natten sort
De blanke Ruder skinne
Paa Gottorp Slot! Nu larmer man,
Nu jubler man derinde!
Men de, som drog imorges ud
Fra Slottets gyldne Sale,
De sidde her. Træd indenfor!
En Scene til at male!
I Skjænkestuen, røget, lav,
En Tællepraas belyser
Med døsigt Skin et Maleri,
Hvorved man sagte gyser.
Paa Gulvet spredt, i hver en Krog,
Saarede mat sig vaande;
Lægerne sysle med dem travlt
Og gaae dem flinkt tilhaande.
Paa Bordet, der er smudsigt, fælt.
Lidt Brød og Flest der ligger;
En Tinskaal gaaer fra Haand til Haand,
Og gridsk man af den drikker.
Men rundtom Bordet glimrer det
Af Uniformer. Alle
Har trætte kastet sig, som bedst
Med Pladsen det kan falde.
Paa Kister, Sække malerisk
Grupperede de ligge,
Og overvældede af Søvn
Begynde de at nikke.
Selv Generalen, mat og træt,
Omsider Øiet lukker;
Cigaren falder af hans Haand
Og sig paa Gulvet slukker;
Hans Stabschef sidder tankefuld
Og grunder over Dagen;
Han seer Paa Kaartet. Lyset er
Fast nedbrændt alt i Stagen.
Rapporten skriver han. Tætved
Heel ynkeligt det klinger:
„Tøv lidt, Hr. Doctor! tøv! Jeg be’er
Saameget for min Finger.”
En sagte Stønnen. Alt bli’er tyst;
Curen har ikke skadet;
Man hører kun de qvalte Suk
Og Pennens Gang paa Bladet.