Alarm i Leiren! Trommen gaaer!
Med Lynets Fart man stiller;
I Stormskridt rask man rykker ud,
Og op til Dands man spiller.
Til blodig Dands! Den Paaskesol
Sig rød paa Himlen hæved;
Det var som om af Slesvigs Jord
En blodig Dag den kræved.
Men han, som fører Dandsen op,
Er en af vore Venner;
Det er vor gamle Lientenant, som
De første Kugler sender.
Han muntrer sine Folk: „Børnlil!
Rask! rør nu Jere Kroppe!
Tag fat tilgavns og Tydsken viis,
At I er rigtig oppe!”
Men Fjenden trænger dristigt paa.
Hiinsides Busdorfdammen
Alt preussiske Colonner sees,
Der stærkt sig trække sammen.
„I Avancering! protser af!”
Han raaber med lidt Bulder;
Forstillingen bli’er haget løs,
Og rask man bort den ruller.
„Viseerskud! Kugle for! Chargeer!
Hver paa sin Plads! saadanne!
Du, Nummer Tre med Tasken, frem!
Er’ vi faa klare, Manne?” —
— „Jo vel, Hr. Lieutenant!” — „Brænd saa paa!”
Kanonerne chargere.
„Ret laa! i Flanken! Det var bravt!
Pas paa, han be’er om mere!”
Paa Brinken ligeoverfor
Et Batteri opkjøres;
I Kruddamp Scenen hylles ind,
Og Skrald paa Skrald kun høres.
„Sei, Nummer Fire! sover Du?
Brænd paa! hvad gaaer der a’ Dig?” —
Men Nummer Fire undskyldt er,
Han la’er ei høre fra sig.
En Kugle tog hans Hoved væk;
Den kom lidt uformodet.
„Tag Lunten, Nummer Syv! Løs af,
Men see og Pas paa Ho’edet.
„Naa Liv i Spillet! Rask, Du der!
Og rør Dig med den Sætter!
Husk, vi er to mod sex. — Den traf!
Nei, see kun, hvor de sprætter!” .
Dog Fjendens Kugler meer og meer
Slaae ned blandt vore Kjække;
Granater springe; Mand ved Mand
I Sandet hen de strække;
Og tyndere det om ham bli’er,
Det gaaer ei meer i Takten;
Dog holder lige kjækt han Stand,
Han leer af Overmagten.
Han har jo Kræfter selv for Ti
Og Mod for endnu Flere,
Og af Karduser er der nok —
Hvad bruger han saa mere?
Hvor gaaer det flinkt fra Haanden! See!
Han visker, og han retter;
Han lader, brænder løs, — man kan
Ei mærke, at det trætter.
Men Sveden hagler af ham ned,
Mens travlt sin Dont han passer,
Og sort han er af Damp og Støv,
Der vælter frem i Masser.
Skud følger Skud. Af Røgens Slør
Et Vindstød løfter Fligen;
To Piecer er til Taushed bragt:
„Det lettede, sa’e Pigen!”
Fra Friedrichsberg en Officeer
Nu hen paa Pladsen sprænger;
Hans Ordonnantser følge ham,
Til En han Tøilen slænger.
Det er en mørk og mager Mand
Med ziirlige Manchetter
Og fine Handsker, men et Blik,
Der Mod og Kløgt forjetter.
„De har det meget varmt, mon cher!” —
„Saamen! kan ikke klage ....
Karduns! .... Naa han er ogsaa væk! — —
„Her er! vil De behage.” —
— „Hr. Oberst!” ... „Men for Guds Skyld, tag!
Tillad, jeg assisterer.” ....
Han lægger paa Kanonen sig:
„For høit jeg vist viserer.
„See saa! Man hjælper sig som bedst
Imellem Kammerater!” —
— „Hr. Oberst, see! De falde som
En Række Tinsoldater!” —
— „Elevationen her er god.
Med den De vist, min Kjare!
Vil Holde Stand en Time?” — „To
Og tre, om det skal vane!
„Karduus igjen! Nu skal de faae
En Mundfuld, som blier lækker.” —
Et Lag Kardætsker suser ned,
Der dem med Gruus bedækker.
„Min Sjæl! Det lader til, at man
Vil ikke længer prutte!” —
— „Ja det er providentielt.
At ei vi blive skudte!
„Kun paa igjen! En Kugleregn
Som denne her forfrisker!
Fatiguen styrker, Krud og Smuds
Af Klæderne man visker!
Fyr saa! De maae ei troe, at vi
Er bragt i Decadence ....
Bravo, den traf! Jeg sender Dem
Paa Timen Assistence.
Han kaster rask sig paa sin Hest.
„Au revoir!” Han smiler;
Saa hilser han gratieust, og i
Galop derfra han iler.
Den Gamle mumler: Prægtig Fyr! ....
Og modig, reent forbandet! ....
En Snees som ham, saa feied snart
Vi Tydsken ud af Landet!”