Men apropos, hvor blev han af,
Hornisten, som vi glemte
I Stridens Hede, just som han
Sit Avanceer istemte?
Der sidder ved „Stadt Hamburg” han
Paa Trappen, træt til Døden,
Dog mærker han ei stort dertil —
Han skriver ufortrøden.
Paa Skjødet sin Chakot han har,
Paa den Papiret ligger;
Med Streger op og Streger ned
Gaaer Haanden nok saa sikker.
„Min kjære Moder!” skriver han,
„Du bliver vist fornøiet, ’
Naar Du faaer hørt, at jeg er rask
Og ordentlig med Tøiet.
„Jeg passer paa det som en Smed,
Jeg børster, og jeg banker.
Thi hvor jeg gaaer, og hvor jeg staaer,
Er Du i mine Tanker.
„Kun Frakken har en lille Rift,
Det gik blot den som Fleres;
Men, lille Mo’er! vær ikke vred,
Den kan nok repareres.
„Og Skylden er ei heller min,
Jeg fik den før paa Bakken —
Der en forfløien Kugle kom
Og gik mig gjennem Frakken.
„Thi det er sandt, det glemte jeg!
Vi Tydskerne har feiet
Den hele Dag, og Du kan troe,
De ordentlig sig neied.
„De rendte, som de kunde bedst;
Men vi var’ ikke dovne,
Og jeg har blæst den hele Dag,
Saa Kinderne er’ hovne.
„Forresten er jeg ganske heel, —
Vær Du blot ikke bange,
Thi Tydsken skyder altfor høit
Og træffer kun de lange;
„Men jeg, som er saa lille, jeg
Kan sagtens fra ham smutte —
Nu veed af Nyt jeg Intet meer,
Og derfor vil jeg slutte.
„Hils Caro, hils den gamle Knud,
Hils ogsaa Christian Gether,
Men selv Du hilses allermest.
Din lydige Jens Peter.”
— Da lyder tæt ved ham en Røst,
En Bas af Prima Sorten:
„Hei Kammerat! hvad gjør Du der?
Skriver Du paa Rapporten?” —
— „Aa ja saamen,” han svarer kjækt,
„Men den er til Nyboder!” —
— „Giv hid! .... Ei, ei! .... Ølvarmeri! ....
Lidt Kjælenskab til Moder!”
Det er en Lieutenant paa Halvtreds
Med Lemmer som en Kæmpe,
Og Blik og Miner tyde paa,
Han farer ei med Lempe;
Men trods hans Barskhed er der dog
Et lille Træk ved Munden,
Der vidner, at hans Væsen er
Godmodigt, mildt i Grunden.
Han brummer først, saa seer han suurt,
Saa atter lidt det klares;
Men Drengen retter paa sin Krop
Og tænker: Gud bevare’s!
„Den Satans Dreng! Nei, vil man see! ....
Det har han selv sat sammen!” —
— „Ja det er vistnok meget dumt!”
Han svarer med lidt Stammen.
— „Hvad, meget dumt! Er Drengen gal?
Jeg siger, det er kløgtigt.
Troer han, Mosjø, jeg kan ei see,
Hvad der er sundt og dygtigt.
„Er jeg et Fæ, en Dromedar?’ ....
Hvad staaer han der og ryster? ....
Naa Hov’det op! Frisk Mod, Krabat!
Du er da ingen Kryster? ....
„Jeg er lidt bræsig, ikke sandt?
Det er de gamle Nykker
Fra dengang jeg var Bombardeer —
Det tidt endnu mig trykker.
„Nu er det ovre. Har Du spiist?”
— „Nei, ingen Ting,” sa’e Gutten.
— „Ih, stakkels Fyr! saa kom med mig
Og faa Dig lidt i Skrutten.
„Saa! Rask Krabat! Jeg lider ei,
At man med Hov’det hænger,
Og husk, Du har i mig en Ven,
Naar til en Ven Du trænger;
„For jeg skal sige Dig, men det
Kan mellem os To blive,
Jeg har en Pokkers stor Respekt
For Alle, der kan skrive.
„Hvorfor? Det siger jeg Dig ei,
Men det skal selv Du gjette,
Og hvis dit Blik ei lyver glubsk,
Saa træffer Du nok det Rette.”