Det er en Aften i April,
En Aften, kold og luftig;
Henover Marken lægger sig
En Taage, klam og duftig.
Hvergang et Vindstød splitter den,
Og Taagens Slør sig letter,
Colonner i det Fjerne sees
Og Glim t af Bajonnetter.
Fra Perbøl, Kliplev, Rinkenæs
De stærkt sig trække sammen,
Og i det triste Landskab her
De trindtom danne Rammen.
Den hele Egn er nøgen, barsk
Og skræmmer med sin Vildhed,
Men stemmer godt med Aftnens fast
Uhyggelige Stilhed.
Den bli’er kun stundom afbrudt af
Et Raab, hvoraf man gjetter,
At hist og her, i Lyngen spredt,
Staae enkelte Vedetter.
Men hvad er det? Bag Skrænten hist,
I Læ af Grannestammer
Og purlet Krat, med rødligt Skjær,
En Vagtild muntert flammer.
Og rundtomkring det varme Baal,
Der blusser kjækt iveiret
Og sender Gnister vidtomkring,
En Feltvagt har sig leiret;
Her gaaer det broget til, thi hver
Er Kok for egen Regning
Og laver til, som han kan bedst.
Sin Naturalforpleining.
Feltflasken er i flittig Brug.
Mens Nogle koge, brase,
De Andre sidde nok saa luunt
En nikker med Gevær i Arm,
En ligger plat paa Maven,
En drømmer paa Regentsen sig
Og En i Dyrehaven.
Her tørrer En de vaade Skoe,
En Anden Kjødet rister;
Her snorker En paa vissent Løv,
Her En paa sit Tornister.
Men Flammen flakker med sit Skin,
Og lunefuld den kaster
Det snart paa En, og snart igjen
Den til en Anden haster.
Hvi blive alle Mand med eet
Saa lystige tilmode?
Det er en liflig Punschelugt,
Der bringer Alt paafode.
Og Skaffer er den smaa Hornist
Derude fra Nyboder,
Han, som vi saae tog Afsked nys
Med Taarer fra sin Moder.
Han er saa kaad og lystig som
Det unge Fol paa Marken,
Han er saa rask og væver som
Den lette Raa i Parken.
Naar Folkene forsmægte fast,
Og med Geværet slingre,
Saa synger han, saa jodler han
Og lader Hornet skingre.
Naar de af Træthed segne vil,
Han henad Veien haler
Og gaaer paa Hænderne, slaaer Hjul
Og gjør Saltomortaler.
Med tusind Puds han veed saa snildt
At muntre og at vække —
Hvad Under da, at han alt nu
Er Corpsets Kjæledægge?
Mens Drengen skjænker rundt til hver
Med høit opsmøgne Ærmer,
Med eet man hører raske Skridt;
En Officeer sig normer.
Og i et Nu de Alle staae,
Belyste stærkt af Luen,
Med Glasset i den ene Haand,
Den anden op til Huen.
Det er en høi og kraftfuld Mand;
Hans klare Øie smiler
Saa ærligt, mildt, men om hans Mund
Et Træk af Tungsind hviler.
Et Glas han griber: „Ret saa, Børn!
Iaften vil vi drikke!
Imorgen skal vi slaaes, Godtfolk!
Saa maa ei Bøssen klikke!”
Imorgen! slaaes! .... Et Hurraraab
Gi’er Gjenlyd vidt paa Egnen,
Og alle Mand sig flokke tæt
Med Jubel om Cap’tainen.
„Jeg drikker paa den første Seir
Og Paa” — hans Øie flammer —
„En rask og smuk Soldaterdød
For Den, som Loddet rammer!”
Saa gaaer han bort alvorlig mild,
Men Jublen faaer ei Ende;.
Langt ud paa Nat man hører end
De muntre Ungersvende.
Nu Møie, Træthed, Alt er glemt,
Thi Glæden strax forsoner;
Og Sangen klinger, blød og stærk,
Med fædrelandske Toner.
See, Baalet knittrer muntert med,
Og dobbelt blusser Flammen;
Med Sang og Skjemt man vexler — til
Det sover ind Altsammen.
Men den, som sover allersidst,
Det er vor Ven, den Lille.
Jo meer de Andre synge op,
Des mere bli’er han stille.
Han grunder paa Cap’tainens Ord
Og paa hans Alvorsmine,
Og Billeder i broget Tal
For Tankerne fremtrine.
Han lytter til de kjendte Lyd,
De varme, danske Sange,
Som han derhjemme tidt har hørt
Og sunget mange Gange.
Men nu som nye de synes ham,
Thi deres skjulte Skatte,
Hvad dybt de gjemme i hvert Ord,
Kan første Gang han fatte.
Tilsidst hans Tanke flygter træt
Tilbage til hans Moder,
Og, træt af Grublen, ankrer den
Derhjemme i Nyboder.
Saa læser han sit Fader vor
Og beder fromt om Seiren
Og slumrer ind saa sødt og fast,
Til der bli’er Larm i Leiren.