Hvad Tidens er, det maa forgaae,
Hvad Livets er maa leve.
Chr. Wilster.
Der risler en Kilde i Haraldstedskov
Blandt Roser, saa dunkle, saa røde,
Vel Vinteren kommer og henter sit Rov,
Men Vaaren paany seer dem gløde;
I Secler gaaer Kilden sin eensomme Gang,
Og altid den nynner en sørgelig Sang,
Men hvad den kun dunkelt fortæller,
Derom os Historien mælder.
Det var ved den hellige Julefest,
Af Riim stod Træerne hvide;
Knud Lavard laer sadle sin abildgraa Hest,
Til Haraldstedskov vil han ride;
Did har Hertug Magnus et Stevne ham sat.
Dog siger sin Viv han først tusind Godnat:
I Hjertet hun ængstes saa saare,
Og Øiet mon svømme i Taare.
Hun kryster ham tæt til sit bankende Bryst:
»Ak rid ei, min Husbonde kjære!
Jeg drømte i Natten, mens Alting var tyst,
En Mand Dig viste stor Ære;
Men da han Dig favned’, en Slange jeg saae,
Som fast Dig omsnoede i Krumninger smaae,
Og, medens Du vred dig af Smerte,
Den bored’ sin Braad i Dit Hjerte.«
Mildt klapper han hende paa hviden Kind:
»Hvor kan dog min Ingeborg frygte?
Og om jeg end fredløs som Skovens Hind
Til vildsomste Krat maatte flygte,
Saa har dog ei Danmark en eneste Søn,
Der dræbte Knud Lavard for Stimandsløn,
Hvor kunde da Sligt sig hænde?
Desuden er Magnus min Frende!«
Saa rider han bort paa sin Abildgraa,
En Ungersvend red ved hans Side.
»Vist neppe før Midnat tilbage vi naae,
Alt rødmer jo Vesterlide!« —
Den Ungersvend sukker saa stille, tyst:
»Ak, bandt mig ei Eden, jeg letted’ mit Bryst!
En Vei han snarlig maa drage,
Hvorfra han ei kommer tilbage.«
»Hvi sukker Du saa, Du bolde Svend?«
Knud spørger og sagtner sin Ganger.
»Mig tykkes, jeg skulde dig kjende igjen.
Du est jo den saxiske Sanger
Ung Sivard, hvem Magnus nys sendte til mig.
Nu siig da, hvad Hjertesorg trykker vel Dig?« —
»Ak, Herre! naar I derom spørger,
Hvad Under da vel, at jeg sørger!«
»Forblommet Du taler. Jeg ei dig forstaaer,
Ei heller din Flugt kan jeg følge,
Men seer Du, hvor deiligt hist Solen nedgaaer
Og flukkes i kjølige Bølge.
Du est jo en Sanger, har Sands jo for Sligt,
Saa glæd Dig og see dog hvor yndeligt
End Glandsen i Vesten mon gløde,
Liig Mindet, der følger den Døde.« —
»Men naar den forsvinder, paa Mark og Vang,
Da lægger sig Natten øde.« —
»Men Natten er aldrig saa sort og lang,
Der følger jo Morgenrøde.« —
»Ak, Herre! jeg kjender en Nat saa sort,
Til den gaaer Vei gjennem Dødens Port,
Der lyser ei Stjernernes Skare,
Der gryer aldrig Dagen den klare!«
Knud Lavard henrider saa tankefuld,
Alt under de nøgne Linde.
»Nu syng os en Vise, rør Strengenes Guld,
Maaskee da de Tanker forsvinde!« —
»Jeg kan ei! Mon aldrig om Vaaren I saae,
En Nattefrost dræbte de Blomster smaae,
Saaledes et Giftpust fortærte
Hver Spire til Sang i mit Hjerte.« —
Saa rider han sorgfuld ad Veien frem:
»O turde jeg blot ham advare!
En Vise jeg synge dog vil fra mit Hjem,
Maaskee da han ahner sin Fare!« —
Saa qvad han en Sang om Frue Grimhilds Sviig,
»Den Vise jeg tidt hørte qvæde,
Men aldrig den voldte mig Glæde!
»Alt Fuldmaanen hist over Skoven staaer,
Den Skov, den maa jeg vel kjende,
Den minder mig om mine Barndomsaar, —
Men hist seer jeg Magnus, min Frende,« —
— »Saa har han den skuet for sidste Gang,
Og jeg maatte synge hans Svanesang!
O Himmel! Hvo frelser den Arme?
Du hellige Christ Dig forbarme!« —
»Saa kommer Du dog, min Frende kjær!«
Tilraaber ham Magnus med Varme.
»Fast havde jeg længer ei Haab om her
At slutte Dig i mine Arme.« —
— »Men hvi est Du væbnet fra Isse til Taae?« —
»En Voldsmand mig mon efter Livet staae;
Jeg svoret har grumt mig at hevne,
Det bliver et blodigt Stevne.« —
»O Magnus! giv ikke Forbittrelsen Rum,
Husk paa hvilken Festdag vi feire!
Har Nogen Dig krænket, saa veer ikke grum,
Med Mildhed Du vil ham beseire!« —
»Ha! beed ei for Andre, men beed for Dig selv,
Dig er det jeg søger, thi beed og skjælv!
Mig skalst Du ei Guldkronen røve,
Ei heller med Fromhed bedøve!« —
Af Frendehaand myrdet Knud segner saa brat,
Med Blikket mod Stjernevrimlen;
Hans Dødssuk henveires i sorten Nat,
Men høit det raaber mod Himlen;
Og der hvor man udgjød hans Hjerteblod,
Der udsprang en Kilde ved Bøgens Rod,
Did Halte og Blinde hendrage,
Og karske de vendte tilbage.
Alt risler den Kilde i syvhundred Aar
Med sørgeligt Nyn gjennem Lunden,
Og Roserne spire hver kommende Vaar,
Men Lægedomskraften er svunden;
Den Tiden har røvet, men om end i Nord
Af Skov og af Kilde udslettes hvert Spoer,
Dog aldrig i Danmark vil svinde
Knud Lavards hellige Minde! —