Jeg gik over Byens Volde. Mørket faldt paa,
Og Byen og Landet trindtom sørgeklædt laa.
Jeg hørte Klokkerne ringe, de store og de smaa;
Deres malmfulde Tunger kunde jeg forstaae.
Høitidelig var Klangen! Stærk og dog blød
Den trængte sig dybt i Sjælen. Saa klagende det lød:
O Fædreland, hvad har Du tabt!
Din gamle Konge sover.
Et rastløst Liv, til Arbeid skabt,
Henskylled Tidens Vover.
Et Hjerte brast, der banked ømt
For Landet og for Folket, —
Et Hjerte brast, der mildt har dømt
Og Dommen mildt fortolket.
Og skjøndt den Fremtid, han har skabt,
Dig rige Frugter lover, —
O Fædreland, hvad har Du tabt!
Din gamle Konge sover.