I lave Stue, ved den lille Vugge
En venlig Fee Dig løfted til sit Bryst.
Hun kyssed Dig, og dine første Sukke
Opløste sig i Smiil og salig Lyst;
Hun vinkte blidt, og strax en himmelsk Skare
Usynligt flokked sig i snevre Vraa.
Og da de alle nu forsamled vare,
Da reiste Feen sig og talte saa:
I stakkels Børn, der flakke om og spredes
Landflygtige imellem Syd og Nord!
I Toner, der saa vidt i Verden bredes,
Og dog saa sjelden fandt et Hjem paa Jord,
Til dette Barn idag jeg Eder fængsler;
O flokker Eder kjærligt, hvor han gaaer,
Og aander Eders Haab og Lyst og Længsler
Kun uformærket i hans Hjertes Vaar!
„Saa vil engang taknemligt han Jer sanke
Og flette Jer som Blomster i sin Krands,
Og alle I, der nu maae huusvildt vanke,
I skulle da med Stolthed nævnes hans;
I Kunstens Sale og i Bondens Hytte
Skal I paa Alles Læber varigt boe,
Og fromme Christne skal med Andagt lytte
Til Jer i Kirkens alvorsfulde Ro.
„Som Konge skal han herske i Jert Rige,
Dog frygter ei, at strænge bli’er hans Bud!
Ak nei! om ham vil man med Stolthed sige,
At til Jer Konge valgtes han af Gud.
Thi vee den Frække, den Formastelige,
Der, fristet blot af Ærens ydre Glands,
Vil ham fortrænge af hans stolte Rige
Og plukke Blade af hans vundne Krands!
Men naar engang paa Eders Himmelstige
Han iler bort fra hvert et jordisk Savn,
Da vil ei derfor troløst I ham svige,
Men bygge stolt et Minde om hans Navn!
Dog mangt et herligt Værk skal Lyset skue,
Før dette skeer.” — Saa talte hun og svandt,
Og roligt blev der i den lille Stue,
Hvor Barnet slumrende sin Himmel vandt.