Vel har jeg sværmet sødt og brændt
For meget Smukt og meget Yndigt,
Og hvor et Skjønheds Blus var tændt,
Var og mit Øie mod det vendt,
Og aldrig fandt jeg, det var syndigt;
Men Ingen fængsled mig, o Jord!
Saa ømt som Du og fast tillige!
Hvad ellers spredt forbi mig foer
Er samlet i et yndigt Chor
Hos Dig, Du Blomstrende, Du Rige!
Du bader Dig i Morgnens Dug,
Og Blomsten ved dit Bryst sig flokker;
Vaarvinden hilser Dig med Suk,
Solstraalen farver Kinden smuk,
Og Blæsten kruser dine Lokker.
Selv Vintren med sin Demantpragt
Min Kærlighed til Dig ei dæmper;
Sødt tryller mig med lige Magt
Din Vinter- og din Sommerdragt,
Din Mai, o Jord! og din September.
Naar Verden gik mig haardt imod,
Og bort jeg flygtede fra Vrimlen:
Da smilende Du for mig stod
Og bød mig atter fatte Mod
Og løfte Tanken imod Himlen.
Men var jeg fri for Sorg og Harm,
Du deelte trolig al min Glæde;
Du var ei kold, naar jeg var varm:
Et Hjerte banked i din Barm,
Der kunde lee med mig og græde.
Jeg veed jo nok, at Du er rig,
At Guldet glimter i dit Indre,
At Sølvet der, en Kilde lig,
I blanke Aarer bugtet sig,
Og klare Ædelstene tindre; —
Men derfor elsker jeg Dig ei.
Min Sjæl er fri for Egennytte!
I Bækkens Rislen paa min Vei
Mit Øre fandt en Klang, som ei
Med Guldets, Sølvets det vil bytte.
Saamangen En fik skuet klart
Den Skjønheds Fylde, jeg tilbeder,
Og har dit Billed tro bevart, —
Jeg kjender kun den mindste Part
Af dine rige Yndigheder. —
Jeg ligner En, der kun fik see
Et sparsomt Glimt af sin Veninde,
En ringe Deel, — en Haand maaskee —
Men krystet af saa hvid en Snee,
At den for evigt ham maa binde;
En Fattig ligner jeg, der veed,
At naar han blot kom over Floden,
Der krummer hist sig, dyb og bred,
Laae rige Skatte for hvert Fjed, —
Dog ak! han kan ei flytte Foden!
Men lykkes det — da skal engang
Hver Skjønhed, der forbi mig haster,
Aflokke blidt min Sjæl en Sang, —
En Urne lig, der giver Klang
For hver en Skjærv, man i den kaster!
Naar da jeg nedlagt har min Stav,
Vil Du din Arm omkring mig vinde,
Og for det Hjerte, jeg Dig gav.
Du planter Blomster paa min Grav, —
En øm, en trofast Elskerinde.