O hvilken Travlhed, hvilket Liv!
Det mylred for mit Øie, —
I Tusindtal de mylred fra
Det Dybe og det Høie.
Det levede, det rørte sig,
Hvorhen jeg Øiet vendte;
En Hær af Alfer, bitte smaa,
I travl Forvirring rendte.
De vuggedes paa Blomstens Stilk,
Paa Græsset de flankeerte;
De klavred flinkt i Bøgens Top —
Hvor let de voltigeerte!
De boltred sig i Luftens Strøm
Og gynged let for Vinden;
De seiled ned ad Bækkens Speil,
De løb omkaps med Hinden.
Ha hvilken Travlhed, hvilket Liv!
Det mylred for mit Øie, —
I Tusindtal de mylred fra
Det Dybe og det Høie.
Men denne Travlhed var ei Leeg,
Nei, klart jeg kunde skue
En Hensigt i den travle Færd
Under den grønne Bue.
De kyssed Bøgens brune Knop:
Da svulmed den og spalted
Sig til et fiint, et lysgrønt Blad,
Der yndigt sig gestalted.
De klattred høit i Træets Top
Saa vevre og saa smukke,
Høit op, hvor Fuglen redet har
Sin lune, lette Vugge.
Der fatte de i Reden sig,
Midt i den hele Klynge,
Og kyssede de Spædes Næb
Og lærte dem at synge.
En Puppe sad paa nøgne Green,
Saa varsomt de sig nærmed
Og pusted bort de visne Løv,
Hvormed den svagt sig skjærmed;
De aanded paa den — o saa blidt!
— Ei hvilken lystig Stimlen! —
Da flagrede i broget Glands
En Sommerfugl mod Himlen.
De letted Anker, gik ombord,
— Et Rosenblad var Snekken,
En Blomsterstilk var Skibets Mast —
Saa gik det ned ad Bækken.
Der farved med Saphirer blaae
De Bølgerne, der trilled
Om Skibets Kjøl, saa Bækken snart
Blev Himlens speiltro Billed.
De flettede af blødest Mos
Et Fløielsnet om Barken
Og væved travlt et Silkeslør,
Et vaargrønt, over Marken.
Med Blomster smaa blev Bunden fyldt
Saa livlige og blide
Tilsmilte mig fra grønne Grund
De Røde, Blaae og Hvide.
Af dem sig formed for min Sjæl,
Mens andagtsfuld den brændte,
En Hymne til Gud Herrens Priis —
Den skjønneste, jeg kjendte.
O hvilken Reenhed, hvilken Ild,
Og hvilken hellig Styrke!
Nei, intet Sprog fik slige Ord
Til Skaberen at dyrke!
Og Blomsten dufted, Fuglen sang
Og Alfehæren jubled,
Og Bækken nynned, mens endnu
Jeg over Hymnen grubled; —
Men høit, høit over Skovens Tag,
Dybt i det hvalte Høie
Stod Solens gyldenblanke Skjold:
Den store Mesters Øie.
Saa straalende, saa fadermildt
Det ned til Jorden smilte,
Og paa Naturens travle Liv
Velsignende det hvilte. —