Mismodig sad jeg og forstemt
Med Haanden under Kinden,
Da kom en Ven og trøsted mig —
Og det var Foraarsvinden.
Ak tidt jeg havde savnet den
Og tænkt paa den med Længsel,
Mens Vintren mig til Ovnen bandt
Og holdt mig i sit Fængsel.
Den aandede saa luunt og mildt
Og vifted om mit Øre
Saa smigrende, — jeg mærked nok,
Den vilde mig forføre.
„Hør, sagde den, hvi sidder Du
Herinde trist og stille?
Kom, følg med mig til grønne Skov
Og til den klare Kilde!
„Nu har jeg feiet Himlen blaa
Og hver en Sky fordrevet, —
Og Vinteren, den vrantne Fyr,
Sin længste Dag har levet.
„Det dufter alt paa Mark og Vang,
Sødt klinge Fuglens Triller,
Og Søen med sit blanke Bryst
I muntre Farver spiller.
„Naar Maien med sit unge Løv
Smukt pynter Bøgens Qviste,
Du pleier jo dog ellers ei
At være blandt de Sidste.
„Saa kom! Jag Grillerne tildørs
Og hvad dit Sind forqvakler,
Og følg med mig, saa skal Du see,
Hvor vi har gjort Mirakler.”
Den aandede saa luunt og mildt
Og vifted om mit Øre, —
Jeg greb min Hat og fulgte den:
Hvad skulde jeg vel gjøre!
Forynget Livet for mig stod,
Mildt straalte Dagens Stjerne?
Og Skoven aabned mig sin Favn
Og hilste fra det Fjerne.
Du stille, høitidsfulde Skov!
I dine tavse Skygger
Min stormende, min unge Sjæl
Sin Tempelhvælving bygger.
Her blie’r jeg blød og from igjen,
Her kan Naturen virke
Med Almagt paa mit Sind, her er
Mit Altar og min Kirke!
Og Kirken — siig, er den ei smuk?
Hvad er vel Marmor-Buer
Mod denne grønne Hvalv, forgyldt
Af Morgensolens Luer?
Kan Løvet og de friske Skud
Paa disse ranke Stammer
Ei veie op den Prunk, hvormed
En Tempelpille brammer?
Og Blomsterskarens tause Sprog,
Mon ei det bedre priser
Guds Almagt, end den stive Skrift
Paa kolde Marmorfliser?
Mon Psalmetonen mere let
I Hjertet ind sig lister.
End Hymnen i den frie Natur
Af Lundens smaa Chorister?
Og mon det Lys, der falder smaat
Igjennem hugne Stene,
Er smukt, som disse gyldne Blink
Imellem Løv og Grene?
Nei her er hjemligt, fromt og smukt, —
Hvor kan det andet være?
Hvert Blad paa Green, hver Fugl paa Qvist
Jo taler til Guds Ære.
Ja er ei selve Vindens Vift
I Lundens grønne Klæde
Guds Aande, der fortæller om,
At han er her tilstede! —