Paa disse nøgne Fjelde,
Blandt disse takkede og skarpe Stene,
Der snart sig taarne med gigantisk Vælde,
Snart brat, snart ludende mod Havet hælde,
Er Nordens høie, underfulde Scene.
Forgjeves søgte jeg den tidt derhjemme —
Hvor skulde
Og Sjellands bløde, smilende Contourer
Vel kunne gjemme
Det Tragiskstore, Dybe, Løndomsfulde
I Nordens majestætiske Figurer?
En Sommeraften sval,
Naar Rosen dufter sødere i Hækken,
Naar Aftenstjernen speiler sig i Bækken,
Kan i den friske Sommersal
Blandt Sjellands duftende og lyse Bøge
Maaskee Du møde Freia paa din Vei, —
Men Thor, men Odin! Nei,
Dem nytter det kun lidt, Du der vil søge.
Men her, hvor ingen Urt og intet Grønt Du skuer,
Hvor sjelden en forvildet Fugl kun vover
At synge useet, uhørt sine Sange,
Men flygter atter, ræd og bange,
Tilbage over Sundets Vover, —
Ja her, blandt disse røde Masser,
Hvor Døden truer
Fra Klippens Skrænter og Granitens Spalter,
Er den Omgivelse, der passer
For slige Scener og Gestalter. — —
Her vil jeg sætte mig. Fra dette Punkt
Vil jeg see Solen synke ned bag Fjeldet,
Og glemme, mens mit Bryst er varmt og ungt,
At jeg af Træthed alt er overvældet.
Er det et Spil blot af min Phantasie
Og af de Følelser, der mig bestorme,
At disse Masser, tøilesløse, frie,
Med eet harmonisk synes sig at forme;
At denne Klipperyg, der tæt forgrenet
Sig taarner dristigt hist i Aftnens Luer,
Mig synes lig en Kæmpe, en forstenet,
Der vogter Oldtids dybt nedsunkne Grav
Og end i Døden hæver sig og truer!
Ha hvilken Bauta! Her,
Paa dette Bryst, paa denne stolte Pande
Man skulde riste ind med Kæmpeskrift
Hvert Navn, o Nord! hver Daad og hver Bedrift,
Der har din Roes bredt over Jordens Lande,
At hver en Seiler, der fra fjerne Zoner
Gik gjennem Sundet, maatte see med Lyst
Det stolte Minde om forsvundne Dage
Og hilse det med tordnende Kanoner, —
Mens Kæmpens Bryst
Gav Svaret huult og drønende tilbage.
Men hvad er det? — Hvor dog forunderligt
Det Store og det Smaa sig sammenblande! —
Paa dette Sted, hvor stort og minderigt,
I Mindets Solglands uforgængeligt
De bedste Navne skulde stande —
Paa dette Sted har mine Hænder
Indridset svagt — et Navn, som Ingen kjender,
Et Navn, der kun for mig har Klang,
Og derfor dobbelt mig fortryller,
Et Navn, der aner ei engang
Det Sværmeri, hvormed min Sjæl det fylder. —
Nu staaer det der! En Blomst er spiret frem
Af Klippens golde Bryst. Dens Duft mig bringer
En venlig Hilsen, fra et elsket Hjem,
Og Længsel mine Tankers Flugt bevinger.
Farvel, Du Kjære!
Er end Du duftløs, farveløs for Andre,
Der see i Dig kun Træk i haarde Steen:
For mig vil altid blomstrende Du være!
Jeg skuer Blomst og Blad, og Knop og Green,
Og Farver, som ei Tiden kan forandre.