Nu er de borte, Du. Fra Porten Vognen ruller,
Du støtter grædende dit Hoved til min Skulder;
Og fra den brune Lok med Haanden fiin og lille
Du løser Myrtheqvisten, tankefuld og stille.
O dvæl, min unge Viv! Som Uskylds stærke Vagt
Blev om din Pandes Snee den grønne Myrthe lagt.
O dvæl, o rør den ei! I disse Øines Sjæl,
I Lette Tankedyb endnu et Blik! o dvæl!
Og dvæl! Endnu et Blik paa disse Læbers Rødme,
Paa denne Rosenkalk med Honningduggens Sødme!
Kom nu kun, Tid ! og røv min Roses friske Glands, —
Den staaer dog lige faur og fager for min Sands.
Kom nu kun, Sorg og Savn! I skal mig ei forstrække, —
Nu kjender jeg en Kraft, der seirer over begge.