Hvor Du er smuk! — Saadan Du stod
Ung og begeistrende for Tanken,
Da Byens Larm jeg nys forlod
Og ilte hid med Hjertebanken!
En Hær af Minder med mig fulgte,
En Alfeskare, som med Suk
— Hvad nytter det, om jeg det dulgte! —
Mig hvisked ømt: hvor hun er smuk! —
Ak, ingen Gnier ruge kan
Saa trygt paa sine gyldne Skatte;
Med større Ild sit Fædreland
Kan ingen Vidtforreist omfatte;
Og ingen Moders Øie hviler
Meer ømt ved Barnets røde Kind,
Naar det i sødest Slummer smiler,
End ved dit Billed Sjæl og Sind!
Siig, mindes Du, vi gik engang
En Aftenstund ved Søens Vove?
Et Barn endnu, Du lo, Du sang,
Og Echo gav de tætte Skove;
Du sprang saa let, som Hinden springer
Ved Bøssens Knald, dit Sommershawl
For Vinden fløi — en Alf med Vinger
Du syntes mig i Aftnen sval!
Men taus jeg ved din Side gik
Og saae — og saae: o hvilken Scene!
Trindtom os med nysgjerrigt Blik
Saae Fuglen ned fra Træets Grene,
Og op af Søen dukked Fisken,
Og Gjøgen glemte reent sit Kuk,
Og gjennem Skoven gik en Hvisken
Fra Blad til Blad: hvor hun er smuk!
O Salighed! Som ved et Lyn
Var Mulmet splittet, og forklaret
Stod her for mit beruste Syn
Skjønhedsideen aabenbaret!
Paa classisk Grund, blandt Oldtidsminder,
I Marmor- og i Billedpragt
Jeg søgte den, og her jeg finder
Den gjenfødt og til Live vakt!
Og selv ved den jeg gjenfødt blev,
Thi luttret blev ved den min Tanke.
For alle Vinde for den drev,
Til Skjønheds Lov den fatte Skranke;
Og derfor til mit Øie lukkes,
Til jeg udaander sidste Suk,
Til af din Taare jeg bedugges,
Jeg mindes vil, hvor Du var smuk.