Til München jeg kom i en lykkelig Stund:
For den herlige, vidtberømte
Cornelius feired man just den Dag
Han var af Kong Wilhelm kaldt til Berlin
Med andre Celebriteter;
Til en Afskedsfest nu sig flokked med Tak
Baade Malere og Poeter.
Jeg iled derhen med Marstrand og Blunck,
Og ved Festbordet vi os satte;
Der var Overflod baade paa Mad og Vin,
Men Gjæsterne forekom os matte.
En Prosaiker udbragte Skaaler paa Vers,
Digteren Marggraff holdt Taler i Prosa;
Det var lige aandløst og lige tomt,
Det siger jeg her, men sub rosa.
Tilsidst kom Knaldet! En firstemmig Sang
Ved Desserten skulde der synges,
Og under Sangen en Laurbærkrands
Om Mesterens Tinding slynges.
Det lykkedes ei. Sine Laurbær han stak
Gemytligt i Lommen, tog Ordet
For at bringe Kredsen en hjertelig Tak,
Og jublende gik man fra Bordet.
Ved Kaffen trak han mig ned paa en Stol
Og tog nogle Laurbær af Lommen.
„Dem skal De ha’e, fordi til min Fest
De lige fra Reisen er kommen.”
Jeg takked og sagde, at det var dem,
Jeg reiste just for at hente,
Men at jeg her for saa godt Kjøb dem fik,
Kunde jo mindst jeg vente!
See, dermed var Bekjendtskabet gjørt,
Og alt som nu Talen sig føied,
Beundrede jeg hans antike Profil
Geniets Ildglimt i Øet,
Hans klare Tanke, hans sunde Dom,
Den fuldendte Finhed i Smagen,
Og jeg takked ham glad, da han bad mig tilsidst
At besøge sig næste Dagen.
„Hvis det passer Dem, Kjære, omtrent Kl. tre
En tarvelig Middag at spise,
Saa kom! Det skal more mig ret
Min bedste Skat Dem at vise.” —
Hvad kaldte vel han sin bedste Skat,
Han, den uudtømmelig Rige?
Hans Dommedag? hans Trojanersal?
De finde jo knap deres Lige.
Nei, Skatten, det saae jeg nok næste Dag,
Var hans Viv, en smuk Romerinde,
Storslaaet, som i Albano endnu
Og Trastevere man kan dem finde.
Ungdommens Friskhed var der ei meer,
Men en Skjønhedsrest var tilbage:
Funklende Øine med solvarme Blik,
Solglands fra Ungdommens Dage!
Hvor straaled de ømt, mens ved Bordet han sad
Og fortalte om sine Reiser,
Hin herlige Tid, da ung og kjæk
Han bytted ei med en Keiser.
„Saa traf jeg paa hende,” føied han til,
„Og saa fik jeg Vingerne brændte —
Hun er smuk endnu, men dengang det var
„Forelsket jeg var over Ørene op” . . . .
— „Men, Mand dog, hvor kan det sig skikke
At jeg hører paa Sligt?” — „Jo det kan det godt...
Men gifte mig vilde jeg ikke.
„Dertil var min Frihed mig meget kjær,
Og da Brødrene tvinge mig vilde,
De Hallunker! til at gifte mig strax,
Saa pakked jeg Kufferten stille,
„Og ved Nattetid stak jeg hemmeligt af. J
eg hørte paa Trappen, de snorked,
Traf Vetturinen og foer saa afsted
Saa hurtigt, Hestene orked.
„Vetturinen var flink, og da hverken paa Sølv
Eller Eder og Trusler jeg spared,
Troede jeg alt, at den hellige Grav,
Som man siger, var vel forvaret.
„Men hvorlænge var Adam i Paradis?
En Dagstid i Bologna jeg rasted
For at hvile lidt ud. Der nappet jeg blev
Af Gendarmer, bundet og bastet.
„De puffed mig ind i en tillukket Vogn.
Endnu det i Blodet mig syder! —
Og i dette Optog kom jeg til Rom
Som en anden gemeen Forbryder.
Og Lov til selv at bestemme,
Om jeg gifted mig, eller fremdeles jeg
Vilde betragte mig der som hjemme.
„Jeg betænkte mig længe, og Ingen veed,
Hvad Ende Sligt kunde tage,
Men saa fandt de Slyngler paa en Tortur
Der næsten tog mig af Dage.
„Jeg fik ikke Lov til at tegne en Streg
Eller male efter mit Hoved!
Det holdt jeg ei ud! Først blev jeg syg,
Og saa gifted jeg mig — Gud være lovet!”
„Det kneb! Ja det koster ikke saa lidt
Til Fornuft en Galning at bringe.
Undertiden maa der Gendarmer til
For en Mand til hans Lykke at tvinge!
„Men dersom man nu for at skille os ad
Vilde Gendarmerne stikke,
Saa skulde vi nappes ordentlig først —
De kan troe, at de fik hende ikke!”
Saa løfted han Glasset og klinkede glad
Med Ungdommens Fyr og Flamme.
Hun gav ham et Blik, saa forelsket og varmt,
At jeg selv blev varm med det samme.